Skårlæggere og skæreborde til hele Europa
En ny serie MacDon-skæreborde blev for 10 år siden Michael Buchtrups indgang til at blive fjerde generation i familievirksomheden Buchtrup Agro. Siden er omsætningen steget mere end forventet og firmaet er vokset ud af sine gamle rammer.

Michael Buchtrup har fået bedre plads til at udleve ambitionerne om et stort varelager i Hammershøj.
Egentlig havde Michael Buchtrup ikke planer om at blive fjerde generation i virksomheden, der blev startet af hans oldefar tilbage i 1891 under navnet Buchtrups Maskinfabrik i Randers, og dengang producerede landbrugsmaskiner og materiel til grusgrave.
For 30 år siden blev navnet ændret til Buchtrup Agro, da produktionen blev solgt fra for i stedet at fokusere på import af MacDon skårlæggere.
Men for 10 år siden bød muligheden sig, da canadiske MacDon ville satse på en serie nye skæreborde til det europæiske marked. En import som Michael Buchtrups far, Dimitri, gerne ville have fingrene i efter at have importeret MacDon-produkter i 21 år på daværende tidspunkt.
- Det lå lidt i kortene, at jeg kunne blive en del af det, og jeg skulle egentlig ikke overveje det særlig længe, før jeg kom frem til, at det da var en mulighed, der skulle prøves, fortæller 49-årige Michael Buchtrup, der dengang var eksportchef hos Samson Agro.
Større rammer
I dag er omdrejningspunktet for virksomheden netop MacDons skæreborde og skårlæggere sammen med Schulte rotorklippere og larvebånd fra Saucy Track. Produkter der bliver sendt afsted til hele Danmark og store dele af Europa, og som har givet travlhed på Michael Buchtrups kontor.
- Jeg må nok indrømme, at omsætningen er blevet noget større end jeg havde regnet med for 10 år siden, siger han.
For fire år siden overtog Michael Buchtrup hele forretning. Lager og kontor var dog stadig på faderens landejendom ved Mariager.
Rammerne blev dog for trange, og derfor er Buchtrup Agro for nylig kommet på plads i nye og større rammer i Hammershøj mellem Randers og Viborg, hvor der er bedre plads til en virksomhed, der sætter en ære i hellere at have et skærebord for meget på lager end et for lidt.
- Vi har simpelthen ikke råd til at have for lidt på lager. Nye kunder spørger tit, om vi nu er i stand til at levere, når vi er så lille et firma. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi har alle ting på lager. Jeg vil ikke risikere, at nogen ringer, fordi de har fået krøllet et skærebord om en lygtepæl, og vi så ikke er i stand til at stille med et nyt, siger Michael Buchtrup, der primært satser på større landbrug, maskinstationer og godser – præcis som hans bedstefar bestemte sig for at gøre engang i 1960’erne.
- Det er de større kunder, vi henvender os til, og vi har ikke meget til landbrug under 300 hektar, siger fjerde generation i Buchtrup-dynastiet, som står bag al eksport af MacDon-produkter i Danmark, Norge og Sverige, mens han også har kunder på dansk drevne landbrug mange steder i Europa.
- Vi har foruden importen af maskiner, et salg af Redekop-knive til tærskernes snitter og diverse gummivarer. Stort set alle skårlægger sejl, der bliver købt i Danmark, har været forbi her, sammen med en fornuftig omsætning på remme til rundballepressere, konstaterer han.
Fleksibel
Den eneste fastansatte er hustruen Cecilie, der for tiden knokler med at få ført alle de gammeldags kartotekskort, man arbejdede med inden flytningen, ind i firmaets nye regnskabsprogram for at gøre arbejdsgangen endnu mere effektiv.
Al montering og servicering sker via Midtfjord Agro i Løgstør, som i højsæsonen har to mand dedikeret til Buchtrup Agro, mens udstillingen af maskiner også er i Løgstør.
- Det giver en helt uovertruffen fleksibilitet, at gøre det på den her måde. Jeg kunne ikke klare det selv ved bare at have en enkelt mand ansat, samtidig er mine lønomkostninger også variable i forhold til, hvor meget, der er at lave. Så hvis jeg skulle få et år, hvor jeg ikke sælger så meget, så har jeg heller ikke udgifter, som jeg ville have med en fastansat, siger indehaveren, der kan se tilbage på et 30 årigt samarbejde med Midtfjord Agro.
Med de 300 kvadratmeter i Hammershøj og mulighed for brede sig endnu mere på den 3.000 kvadratmeter store grund, har Michael Buchtrup dog tænkt sig at line en beskeden maskinparade op i det nye domicil.
- Tanken er, at jeg gerne vil have et skærebord og måske en klipper til at stå her, så der er lidt at vise frem til kunderne, siger han.
Passende kapacitet
De større rammer giver dog ikke umiddelbart planer om nogen større udvidelse af forretningen.
- Som sagt giver det en stor fleksibilitet at holde det som en enkeltmandsvirksomhed med hjælp fra min hustru, og lige nu holder vi omtrent den kapacitet, vi er gearet til, lyder det.
- Siden vi i 2011 fik hul på bylden og solgte seks skæreborde, har vi solgt alt fra otte til 16 på et år. De år, hvor vi har solgt 14-16 stykker kan vi godt mærke, at vi er blevet presset lidt på tiden. For det er vigtigt for os, at kunden får den fulde pakke med opstart, introduktion, høstbesøg og et par besøg mere i løbet af den første sæson. Der passer 10-12 salg om året bedre til vores størrelse, fortæller Michael Buchtrup, der vurderer, at der lige nu står omkring 70 MacDon-skæreborde i de danske maskinhuse og venter på høstsæsonen.
Og han lægger ikke skjul på sin begejstring for især MacDon-produkterne, hvis logo også pryder hans bæltespænde.
Han overlader dog helst den store reklametale til kunderne.
- Vi har ubetinget de tre bedste producenter inden for hvert sig segment, men jeg skal også passe på ikke at oversælge dem. Derfor vil jeg langt hellere bruge referencer fra kunder end selv at skulle ud og reklamere, fastslår han.