Største maskinaktør i Nordeuropa
Danish Agro-koncernen har på kun fem år etableret sig som den største forhandler af maskiner i Nordeuropa. I Danmark kunne koncernen afslutte overtagelsen af i alt syv danske maskinforhandlere efter den endelige godkendelse fra myndighederne i foråret 2018.

Danish Agro Machinery havde i 2018 en omsætning på 3,5 milliarder kroner og et realiseret driftsresultat på 72 millioner kroner. Maskindivisionen i Danish Agro er aktiv i ni lande med i alt fire maskinbrands, Claas, John Deere, New Holland og Agco. Omsætningen forventes at stige til fem milliarder kroner i 2019. Foto: Per Jørgensen
I 2018 var Danish Agro aktiv i ni lande med i alt fire maskinbrands, Claas, John Deere, New Holland og Agco. Maskinomsætningen er i det forgangne år øget med 900 millioner kroner til 3,5 milliarder, og der er realiseret et driftsresultat på 72 millioner kroner.
- Det har været et mål for os hurtigt at bygge en organisation og en forhandlerstruktur op i de lande, hvor vi har maskinaktiviteter. Dels for at sikre fokus på effektiv drift og dels fordi vi ved at have en vis størrelse åbner døre og muligheder omkring nyt og øget samarbejde med de professionelle producenter og leverandører. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi i 2018 er kommet langt med vores strukturelle udvikling, siger koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.
Danish Agro er som bekendt Claas-importør og forhandler Claas i syv lande, senest i Finland, hvor datterselskabet i forvejen er John Deere-distributør. Danish Agro er nu den største kunde hos Claas på verdensplan.
Koncernen har nu maskinaktiviteter i ni lande, og forventningen til omsætningen i 2019 er fem milliarder kroner.
Respekt for det lokale
Især i Skandinavien har Danish Agro haft fokus på fortsat at sikre en stærk Claas-forhandlerstruktur, hvor koncernen kunne afslutte overtagelsen af i alt syv danske maskinforhandlere efter den endelige godkendelse fra myndighederne i foråret 2018. Ligeledes overtog maskindivisionen Danmarks bedst etablerede auktionsforretning, Dansk Maskinbørs A/S.
- Alle overtagelser er sket med kontinuitet for øje, respekt for medarbejderne og deres kundskaber samt med en regional og lokalkendt ledelse i den enkelte maskinforretning. Igennem 2019 vil der i de enkelte lande blive sat fokus på at udvikle samarbejdet på tværs af forretningerne, forklarer Henning Haahr.
Siden 2013 har Danish Agro-koncernen været aktiv indenfor maskinhandel. Et produktområde, som Henning Haahr anser som en naturlig del af porteføljen i en moderne, international grovvarekoncern, der ønsker at gøre en forskel for sine kunder.
- Maskiner er en betydelig økonomisk faktor for den moderne landmand. Vi mener, at vi har en del at byde på i den strukturudvikling, som maskinbranchen står overfor. Vi er i stand til at møde producenterne i øjenhøjde og dermed sikre konkurrencedygtige priser, påpeger Henning Haahr.
- Det giver en helt unik fordel for danske landmænd, at deres fællesejede selskab bliver hørt og lyttet til hos de producenter, der udvikler deres maskiner. Vi kan være med til præge udvikling, prioriteter og ikke mindst priser, alt sammen til gavn for de landmænd, vi handler med, siger han.
Hvordan går det så i ejerlandet?
- Vi er kommet ud af året med et rigtig fint resultat og har nået en omsætning sammen med vores forhandlere på en halv milliard kroner. I 2018 havde vi nogle historiske markedspositioner og en rigtig god udvikling på det danske marked på trods af de omstændighederne som tørke og de besværligheder, vi har set i primærerhvervet, siger Michael Husfeldt, administrerende direktør for Danish Agro Machinery A/S med hovedsæde i Fredericia.
- Vi har opnået et rigtig flot resultat på vores mejetærskersalg, som jo er hjertet i vores forretning. Vi sælger rigtig mange Claas Lexion-tærskere og opnåede en markedsandel på 43 procent og solgte næsten 100 nye i 2018. Det er vi rigtig stolte af. Det har noget med traditioner og kvalitet at gøre og et topbrand, når det gælder høstmaskiner i Europa, forklarer direktøren.
- I 2019 forventer vi en stabil efterspørgsel på maskiner. De foreløbige tal der kommer ind, viser et stabilt marked i forhold til sidste år. I dette stabile marked arbejder vi på at udvikle vores markedsandele i et konkurrencepræget marked. Når vi kigger på servicedelen, bliver der ikke holdt tilbage med hensyn til at vintervedligehold af maskiner, fortæller han, og fortsætter:
- Vi er meget optagede af at passe vores loyale kunder. Give dem en god service og god igangsætning og opfølgning. Så vi satser også på at blive bedre til at udvikle brugerkurser, så vi sikrer, at vores chauffører, ejere og dem der investerer i vores maskiner, får det optimale ud af deres investering.
Se et større interview med administrerende direktør Michael Husfeldt, Danish Agro Machinery A/S på Effektivt Landbrugs Facebook-side.