Forleden kunne Koldsø Smede og Maskinservice i Høng mellem Slagelse og Kalundborg i Vestsjælland demonstrere virksomhedens nye miniplov med to såaggregater frem i marken, og det var faktisk en verdenspremiere. 

Siden foråret har Jesper Koldsø, der er ejer af Koldsø Smede og Maskinservice, udviklet Ovlac-plovene, så de i dag er udstyret med to såaggregater. Såsættet henvender sig i høj grad til økologiske planteavlere.

Ovlac-plovene importeres af Ploveksperten ApS, der indehaves af Jens Iversen, den tidligere danske pløjeverdensmester fra Mors.

Såsættet består af en 9-furet on-land-minivendeplov med to StockAG Micro-Meter såkasser monteret parallelt bag ploven, der giver en arbejdsbredde på 3,5 meter.

- Jeg har længe gået og tænkt over, hvordan man kunne udvikle en plov, der ikke behøvede en så stor traktor foran, som vi normalt ser på lignende såmaskiner. Og efter en del test og udvikling på virksomheden lykkedes det at få udviklet miniploven, forklarer Jesper Koldsø.

Et par forespørgsler

Jesper Koldsø oplyser, at det egentlig var Jens Iversen fra Ploveksperten, der havde haft et par forespørgsler fra nogle af hans kunder.

- Så kom Jens til at nævne overfor mig, om det ikke var noget, vi kunne lave, og så kom jeg til at sige »jo, det gør vi da bare«, lyder det fra Jesper Koldsø, som videre fortæller: 

- Det har vi så arbejdet meget på hjemme i værkstedet siden foråret. Og så nåede vi så langt, at vi lige nåede at få den med på Roskilde Dyrskue. Inden for de sidste par uger har vi så testet den, og det er gået rigtig godt.

- Jeg har flere kundeforespørgsler fra vores økologiske kunder, der efterspørger en nem og effektiv måde at så efterafgrøder på, og i øvrigt ser mange miniploven som et alternativ til stubharven, hvor man kombinerer pløjefri dyrkning med plovens fordele, siger Jesper Koldsø.

Kræver kun 150-180 hk

- Fordelen, når man alligevel skal lave ukrudtsbekæmpelse, er, at man kan etablere efterafgrøde i én arbejdsgang. Efterafgrøden kommer godt for start, og lukker af for ukrudt og spildkorn, der nogle gange ville komme, bemærker han.

Det er ikke alene økologiske planteavlere, der kan bruge den nye miniplov med såaggregatet. Konventionelle landmænd har også efterspurgt en mere billig og effektiv måde at så efterafgrøder, hvor effektbehovet ikke er 300 hk plus.

Den nye 9-furede miniplov har en arbejdsbredde på 3,5 meter og en arbejdsdybde mellem syv og 18 centimeter. Miniploven med såaggregatet kræver kun et effektbehov på 150 til 180 hk.

Pløjefri dyrkningMaskiner