Yding Smedie bliver forhandler af markrobot
Yding Smedie og Maskiner i Horsens vil i fremtiden være skandinavisk forhandler af markrobotten FD20 fra firmaet Farmdroid. En robot, der både sår og renholder marker på op til 20 hektar.

Markrobotten FD20 kan så og renholde marker på op til 20 hektar. Den kører med en hastighed på 700 meter i timen og er godkendt til at køre uovervåget.
Til trods for, at de seneste ugers kraftige regnvejr gjorde det umuligt at køre i testmarken, fremviste Farmdroid i samarbejde med Yding Smedie og Maskiner i Horsens, der står for salg af markrobotten i Danmark og Sverige, tirsdag i sidste uge markrobotten FD20 - en autonom markrobot, der navigerer via satellitter og både sår og renholder afgrøden.
- Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke kan vise robotten i testmarken, hvor vi såede roer den 20. september, men jeg håber, at det alligevel viser meget godt, hvor effektiv maskinen er, at vi kører med lugeaggregatet her på en fast sandbund, sagde Kristian Warming, CEO Farmdroid til de fremmødte interesserede landmænd og grøntsagsavlere.
Roer, raps og forskellige grøntsager
Farmdroid FD20 sår afgrøden og kender efterfølgende, hvor den enkelte afgrøde er placeret, hvilket gør den i stand til at radrense og luge både i og mellem rækkerne.
- De robotter, vi har ude og køre i år, er i roer og raps samt grøntsager, og her er der en stor besparelse – både økonomisk og tidsmæssigt - for både den økologiske og konventionelle landmand, lovede direktøren og uddybede, at det er udsorteringen, der bestemmer hvilke afgrøder robotten kan benyttes i.
- Indtil videre kan vi klare roer, raps og forskellige grøntsager, sagde Kristian Warming og forklarede, at robotten i dag kan håndtere frøstørrelser på 6-7 millimeter og derunder.
- Over den størrelse, bliver frøene for store for udsorteringen, sagde han.
Muligt at så tidligt
Blandt fordelene er især for økologerne, at der kan sås tidligt og luges mod ukrudt, inden dette kan ses.
Også den lave vægt, der minimerer strukturskader og brugen af grøn teknologi blev fremhævet.