Messen for husdyrsproducenter, NutriFair, åbnede for nylig op for salg af stande, og i løbet af de første par uger blev halvdelen af standarealet til messen midt i januar i 2025 solgt.
Projektleder for NutriFair, Ida Brøgger Hahn, peger på deres grundige forarbejde som en af årsagerne til den store efterspørgsel på stande til messen i Fredericia.
- Vi har igen i år lavet en grundig analyse af messen i 2024 for at sikre os, at det stadig er det rigtige tilbud, vi har. Det er vigtigt for os at træffe beslutninger, der er funderet i reelle indsigter og ikke bare mavefornemmelser. Derfor går vi altid analytisk til værks og tester vores idéer hos både messekomitéen og udstillere, fortæller NutriFairs projektleder, og tilføjer:
- Vores analyse baseret på dette års messe viser stor tilfredshed og opbakning til NutriFair, og antallet af bookinger, vi allerede har fået til messen i 2025, bekræfter det.
Ida Brøgger Hahn peger også på messens kombination af besøgende med beslutningskraft og velforberedte udstillere som en af årsagerne til NutriFairs succes.