Lystbækgaard ved Torsted i Vestjylland er nomineret som Danmarks bidrag til Nordisk Råds Miljøpris 2020. Vinderen findes sidst i oktober.
Hyrdegården Lystbækgaard ved Torsted i Vestjylland, er nomineret til Nordisk Råds Miljøpris 2020. Stedet, der blandt andet arbejder med vandrende fårehyrder, er indstillet, fordi gården med dens 1000 moderfår udfører et stort arbejde med praktisk naturpleje af den kystnære lynghede, der er en truet, europæisk kulturlandskabstype.
Lystbækgaard har praktikanter, hyrdeelever og unge som gerne vil lære om hedens natur og kultur, og der formidles til alle målgrupper fra børnehaver og skoler til busturister.
- Det er en stor glæde i vores arbejde at opleve unge mennesker som ønsker at lære hyrdefaget, og se hvordan de opdager at vores nordiske får er et lille fantastisk nyttedyr, siger fårehyrde Berit Kiilerich.
Lystbækgaard har gennem 30 år tilpasset og udviklet nordiske får og geder til formålet samt udviklet og afprøvet metoder for at skabe diversitet i landskabet ved at flytte nattefolde og afgræsning og med kontrollerede afbrændinger om foråret.
Herved er der skabt en bæredygtig model, der kan skaleres op og har potentiale til at øge den biologiske mangfoldighed for de vidt udbredte kulturlandskaber, der er truede af tilgroning eller intensiv landbrugsdrift.
Lystbækgaard samarbejder bredt i hele Norden med Island, Norge, Sverige, Nordatlanten og Tyskland og deler viden og inspirerer andre til at forstå heden som et storslået, men truet kulturlandskab og den tilknyttede natur.
Nordisk Råds Miljøpris 2020 uddeles den 27. oktober. Temaet for årets miljøpris er biodiversitet - og afspejler og understøtter FN’s verdensmål 14 og 15 om livet i havet og på land.
teba