Efter god generalprøve: Starter minkopgravningen for alvor

Minkopgravningen fra graven i Nørre Felding er gået over al forventning, siger Kasper Klintø, indsatsleder hos Fødevarestyrelsen. Her ses han ved graven i Nørre Felding. Foto: Henning Andersen

Tirsdag den 25. maj går entreprenørerne for alvor i gang med at grave de flere millioner mink op fra minkgraven ved Nørre Felding, efter at prøveopgravningen er gået helt efter planen. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Hvis alt går efter planen, vil minkene være væk fra graven i det militære øvelsesterræn i Nørre Felding i midten af juni. Derefter rykker mandskab og materiel videre til Kølvrå for at fjerne de mink, der ligger begravet der. De sidste mink ved Kølvrå ventes fjernet i midten af juli.

- Testopgravningen i Kristi Himmelfartsferien gik bedre, end vi havde turdet håbe på, og de 13 forbrændingsanlæg, som har budt på afbrændingen, har alle meldt positivt tilbage om, at de kan håndtere minkmaterialet i deres anlæg. Nu har vi landet en aftale med forbrændingsanlæggene, og er klar til at gå i gang for alvor, forklarer Fødevarestyrelsens indsatschef, Kasper Klintø.

Giver ingen lugtgarantier

Selvom lugtgenerne var beherskede under testopgravningerne, kan indsatschefen ikke garantere, at lugtgenerne ikke stiger i de kommende uger, særligt hvis temperaturen stiger.

- Vi gør, hvad vi kan for at minimere generne, og entreprenøren graver ikke flere mink op ad gangen, end vognmanden kan køre væk stort set med det samme, fortæller Kasper Klintø.

Han understreger, at alle lastbiler bliver kontrolleret og efter behov vasket og desinficeret, inden de kører ud på landevejene. Endvidere er alle containere på lastbilerne både lækagesikrede og overdækkede, når de ruller ud på turen til forbrændingsanlæggene.

I alt 13.000 tons mink – knap 30 procent af samtlige aflivede dyr – blev tilbage i november gravet ned på Forsvarets arealer ved Nørre Felding og Kølvrå. Det skete for at begrænse Covid-19-smitterisikoen fra mink.

Dansk Veterinær Konsortium har tidligere vurderet, at efter seks måneder i gravene er risikoen for Covid-19-smitte væk fra de aflivede mink. Derfor kan minkene nu graves op og køres til forbrænding uden risiko for folkesundheden.

Læs også