Godt foder til vilde fugle
Vinteren kan være en særlig udfordrende tid for mange fugle, da sne og frost kan gøre det svært at finde naturlig føde.

De vilde fugle kan have sværere ved at finde føde i de kolde måneder - især når der ligger sne. Foto: Colourbox
Det er ikke kun de fugle, der lever som kæledyr, der har brug for sund og varieret kost. Også de vilde fugle, der besøger vores haver, har gavn af at få foder af høj kvalitet.
I de kolde måneder er det populært at fodre blandt andet de vilde fugle i haven, og skal man gøre det ekstra godt for fuglene, skal man vælge kvalitetsfoder og ikke bare servere »junkfood«.
Hvis man – som prikken over i’et – tilmed varierer foderet, kan man tiltrække forskellige fuglearter. Det påpeger Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Foreningen foreslår blandt andet at tilbyde solsikke- og hampefrø, som er attraktive for grønirisk, kvækerfinke, bogfinke, dompap og kernebider. Derudover påpeges det, at fedtholdigt foder som mejsekugler er populært blandt mejser og flagspætter.
DOF understreger også vigtigheden af at vælge foder af høj kvalitet og undgå blandinger med meget majs, hirse og korn, da disse kan føre til spild.
Rottesikret foderhus
Fuglefoder kan desværre også tiltrække dyr, der ikke står på ønskelisten. Netop det problem medførte blandt andet, at den landsdækkende detailkæde Land & Fritid for et par år siden lancerede et fuglefoderhus, Bird Safe, der betegnes som rottesikret.
Det er nemlig med en underskål til opsamling af det tiloversblevne foder, der ellers bare ville havne på jorden og tiltrække mus og rotter. Fuglefoderhuset er tilmed monteret på en sort glat stolpe, som rotter har meget svært ved at klatre op ad.
I Land & Fritid-butikkerne kan man naturligvis også købe godt kvalitetsfoder til de vilde fugle.