Mange fugle er lette at kende, men bestemt ikke alle. Særligt de små sangere kan være svære at bestemme for både begyndere og øvede, da de er meget hurtige og ret sky. En del af fuglene er lettest at opdage og kende på stemmen, og en af dem er gulbugen.

Man kommer ud i haven og tænker næsten, at nogen må have bortført hundens pivedyr og nu muntrer sig med de sjove lyde i krattet. Sådan siger gulbug. Sangen er hurtig og varieret med imitationer og gentagne temaer.

Gulbugen er en af de lidt større sangere og er på størrelse med en musvit. Vingefanget er på 20 til 24 centimeter, den er cirka 13,5 centimeter lang, og den vejer op til 16 gram.

Som fuglens navn antyder, er bugen er gul, og oversiden er mere brunlig. Næbbet virker langt, og ofte rejses issefjerene, så hovedet nærmest virker trekantet.

Arten lever primært af sommerens insekter og edderkopper, men kan også spise bær, når efteråret nærmer sig.

Sangere er en stor gruppe af fuglearter, der synger aktivt og lever af insekter. 15 af dem yngler i Danmark, og mange andre ses på træk eller sjældent.

For at få lidt styr på de mange svære sangere er de opdelt i fem grupper: Tornsangere eller sylvia, rørsangere eller acrocephalus, løvsangere eller phylloscopus, græshoppesangere eller locustella og gulbuge eller hippolais.

De første fire grupper består af ret mange forskellige og almindelige arter, men i den sidste er det kun gulbugen, som ikke er sjælden herhjemme.

Gulbugen overvintrer i Afrika, og til efteråret vil den drage sydpå igen. Lige nu er der rigtig gode chancer for at se eller høre gulbugen. Den stiller nemlig ikke de store krav til levestedet og kan findes over hele landet, hvor der ikke lige er tæt skov.

Se efter en hurtig fugl i krattet – og lyt efter pivedyret.

Danske fugle i landbrugslandskabetNatur