Grøn trepart i Tønder skudt i gang med fire lodsejermøder
Forleden blev de første fire lodsejermøder i Tønder Kommune afholdt. Det første var i Skærbækcentret, og her blev der åbnet op for den lokale dialog, der skal forme fremtidens lavbundsprojekter.

Tønder Kommune er nu i gang med den lokale indsats i den nationale grønne trepart. Over 130 deltog i mødet i Skærbæk, der handlede om lavbundsprojekter og mulige nye naturarealer, og om at tage dialogen direkte med de lodsejere, der kender jorden bedst. Foto: Tønder Kommune
Tønder Kommune har afholdt fire lodsejermøde. Det første i Skærbæk blev markeringen på kommunens konkrete indsats i den nationale grønne trepart, hvor kommunerne spiller en central rolle i at nedbringe landbrugets CO2-udledninger, forbedre vandmiljøet og skabe mere sammenhængende natur.
Aftenen i Skærbæk bød på oplæg, og der blev kigget på potentialeområder på store kort ved ni forskellige arbejdsborde. Her kunne deltagerne komme med input til de områder, der indtil nu er blevet peget på. Deltagerne blev også opfordret til at melde egne arealer ind, hvis man ser muligheder for udtagning eller anden form for naturfremmende anvendelse.
Stemningen var god, og det var tydeligt, at mange lodsejere har gjort sig overvejelser om, hvordan deres jord kan indgå i den grønne omstilling på en måde, hvor der både bliver taget hensyn til natur og drift, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Efter Skærbæk var der lodsejermøder i Tønder, Øster Højst og Agerskov.
Møderne er en del af den samlede forberedelse til kommunens bidrag til den nationale omlægningsplan, som forventes politisk godkendt i december.