En ø i Danmark: Hjarnø
Artikelserie om de mange mindre øer rundt om i Danmark. De bringes i alfabetisk rækkefølge, og vi er nået til Hjarnø.

Hjarnø er en ø i Horsens Fjord i det østlige Jylland. Øen er 3,2 kvadratkilometer og har 108 faste indbyggere, som primært bor langs hovedvejen og omkring havnen. Afstanden til fastlandet er kort, og øen ligger kun cirka 800 meter fra kysten ved Snaptun.
Øens navn stammer fra et olddansk ord, der betyder terrænforhøjning, og Hjarnø er en flad moræneø dannet under sidste istid, og øens højeste punkt er bare syv meter over havets overfalde. Kystlinjen ændrer sig fortsat, især på den sydøstlige side, hvor havet langsomt former landskabet.
Historisk har Hjarnø haft stor betydning. Der findes spor fra vikingetiden, blandt andet de såkaldte Kalvestenene, som er skibssætninger i landskabet. Øens lille kirke er blandt Danmarks mindste og rummer en model af et vikingeskib, der vidner om øens maritime fortid.
Erhvervslivet har traditionelt været præget af landbrug og søfart. I dag består det primært af landbrug, mindre lokale producenter og turisme, herunder camping, spisesteder og service rettet mod besøgende.
Mange beboere pendler desuden til arbejde på fastlandet, og der er kun fra en kiosk i sommermånederne mulighed for at købe dagligvarer på øen.
Hjarnø har et rigt dyreliv. Strandenge og lavvandede områder er vigtige levesteder for fugle, og øen er kendt blandt fuglekiggere. Naturen er åben og varieret med marker, små bevoksninger og gode muligheder for vandre- og fisketure.
Færgeforbindelsen mellem Snaptun og Hjarnø har hyppige afgange, og overfarten tager kun syv minutter. Der er mulighed for at medbringe bil, men øen egner sig også godt til at opleve til fods.
Hjarnø er kendt for sit stærke fællesskab, sin rolige atmosfære og sin tætte forbindelse til natur og historie.










































