Værst ramte skal braklægge mere end 50 procent

Helt nye, regionale analyser fra Seges viser, at vandområdeplanerne for 2021-2027 vil have en ødelæggende effekt på mange syd- og vestjyske landbrugsbedrifter.

H.C. Gæmelke
H.C. Gæmelke

465 mio. kroner. Det er den pris, landbrugserhvervet kommer til at betale for at opfylde nye vandområdeplaners krav til kvælstofreduktion i vandoplandene til henholdsvis til Vadehavet, Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord.

Tallet stammer fra analyser, som Seges har udført for Sydvestjysk Landboforening, Jysk Landbrug, Herning-Ikast Landboforening, Holstebro Struer Landboforening og Familielandbruget VEST-Jylland.

Konsekvenserne på de enkelte landbrug vil være forskellige. Beregningerne viser, at der vil være landbrug, der skal braklægge mere end 50 procent af arealet. Braklægning vil medføre, at endnu flere vil få behov for afsætning af husdyrgødning. I de tre vandoplande vil det dreje sig om mere end 1.000 landbrug, som her vil få en meromkostning til transport. Disse meromkostninger skal lægges oven i de 465 mio. kr., der fremgår af den økonomiske beregning.

- Vandområdeplanerne udløser reelt en kamp på liv og død, siger formand for Jysk Landbrug, H.C. Gæmelke i en kommentar til analysen. Han omtaler kvælstofreduktionerne som ”et kæmpemæssigt og livsfarligt eksperiment med landbruget.”

Analyserne viser, at der f.eks. i vandområde Ringkøbing Fjord vil være behov for, at 47 procent af bedrifterne med mere end 100 hektar i omdrift skal braklægge mere end 20 procent og derudover drive den resterende del af arealet med 20 procent normreduktion.

 Det vil sige, at der kun må bruges 80 procent af den kvælstofmængde, der ellers er tilladt. Det samlede resultat bliver en alvorlig produktionsnedgang, der også vil sætte dybe spor i følgeerhverv og hele den lokale økonomi.

- Jeg håber, disse økonomiske konsekvensberegninger vil vise politikerne alvoren i sagen, siger H. C. Gæmelke, der er meget kritisk over for det faglige grundlag for reduktionskravene. Han henviser til, at forskere har vurderet, at modelgrundlaget er behæftet med 86 procents usikkerhed, og at man tager afsæt i en helt forkert baseline.

- Man spørger sig selv, om effekten på vandmiljøet virkelig er proportionel i forhold til de voldsomme udgifter og den produktionsnedgang, landbruget bliver pålagt, siger han.

/jba

Vandområdeplaner

Vandområdeplanerne for 2021-2027 kommer i høring i februar 2021.  Vandområdeplan 3 er en fortsættelse af tidligere vandplaner.

Målsætningen er en landsdækkende reduktion af kvælstofudledningen med 36.700 tons. Man får en idé om, hvor vidtrækkende kravet er, hvis man forestiller sig, at målet skal nås alene via braklægning. Så vil det nemlig indebære, at 1 mio. hektar svarende til 40 procent af landbrugsarealet i Danmark, lægges brak. (Kilde: Seges).

Læs også

Naturfond afviser problemer med naturgenopretning
Landboforening investerer i natur og biodiversitet
Overvej at sælge dit naturareal nu
Ny lærebog om natur og biodiversitet i landbruget
Biodiversitetstiltag: Resultaterne er landet
Atter stor interesse for jordfordeling