- Tidspunktet er helt optimalt. Der skal plantes nu, mens jorden stadig er fugtig, og det er tilpas koldt til, at jorden ikke tørrer ud omkring rosernes rødder, siger Rosa Eskelund, der er roseforædler i forædlingsvirksomheden »Roses Forever« hjemmehørende i Dyreborg nær Faaborg på Sydfyn.

»Roses Forever«, der ejes af Rosa Eskelund og hendes mand Harley Eskelund, er blandt verdens førende inden for forædling af roser, og har eksisteret siden 1996.

- Det kan både være barrods og pottede roser, fortsætter hun og anbefaler barrods roser til større arealer som bede i parkanlæg, indkørsler og lignende.

- Grav et godt hul i jorden og plant roserne syv centimeter under okulationsstedet. Så er de beskyttet mod eventuel frost.

- Barrods roser skal ligge en halv times tid i en spand vand, inden man planter dem. Så får de de bedste betingelser, lyder rådet fra den erfarne roseekspert.

Husk gødning

Roserne vandes ekstra godt i forbindelse med plantningen, ligesom det er vigtigt, at der gives gødning allerede først i april og fire til fem gange i vækstsæsonen.

- En NPK-gødning med mikronæringsstoffer er vigtig for at holde roserne sunde, siger Rosa Eskelund og lover, at hvis man overholder de få krav, så har man de smukkeste blomster i midten eller slutningen af juni allerede det første år.

- Jeg er meget opmærksom på, at jeg skal udvikle nye roser, der har en høj sundhed. Heldigvis er det lykkedes, og flere af mine roser har vundet medaljer og priser for deres sundhed, understreger hun.

- Så bliver de bare behandlet med en lille smule omtanke, så er det et nemt job at have smukke roser i haven.

Jim og Emmelie hitter

Roserne »Jim the Viking« og »Emmelie de Forest Forever« er ingen undtagelse og blandt de nyeste på markedet.

- Det er nogle meget sunde roser, som gør dem lette at passe, hvilket jo for langt de fleste af os, er en klar fordel, fortæller Rosa Eskelund.

»Emmelie de Forest Forever« er en dejlig kraftigt voksende buket rose med store letduftende blomster.

»Jim the Viking« er medaljevinder for sin sundhed, og blev døbt tilbage i 2019 under Rosenfestivalen i Bogense af Jim Lyngvild selv.

- Den er super til større arealer, men også god solitært i havens bed eller i en stor krukke på terrassen eller som en lav blomstrende hæk, fortæller Rosa Eskelund og påpeger, at bierne elsker »Jim the Viking«, da blomsten åbner helt.

Natur