Blyfri riffelammunition er lige så effektiv, sikker og stabil som blyholdig ammunition og egnet til jagt på hjortevildt. Det konkluderer DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet – på baggrund af en sammenlignende afprøvning bestilt af Miljøstyrelsen.

Der er heller ingen væsentlige forskelle i stabilitet og sikkerhed, når man sammenligner blyfri og blyholdig ammunition. Resultatet er dermed lovende i forhold til den udfasning bly i riffelammunition, som skal være gennemført i 2023.

Den sammenlignende afprøvning blev gennemført dels i Jægersborg Dyrehave, dels på Kalvebod Fælled. Der blev nedlagt i alt 531 dyr som led i afprøvningen - hovedsageligt dådyr og et mindre antal krondyr og sika.

Fem medarbejderne i de to dyrehaver nedlagde dyrene på pürsch og testede fem projektiltyper fordelt på tre kalibre i en serie med og en serie uden bly.

Farligt tungmetal

Bly er et sundhedsskadeligt tungmetal, som ophobes i fødekæden, og derfor er det et miljøproblem, når blyholdig jagtammunition bliver spredt i naturen og forurener vildtkødet.

Haglpatroner med blyhagl blev allerede forbudt i Danmark som det første sted i verden i 1996, og efter planen skal forbuddet mod bly i riffelammunition træde i kraft i 2023 efter en kort overgangsperiode.

Natur