Fasaner kan kræve biotopplaner
Udsætning af flere fasaner på ejendommen kan kræve en biotopplan. Skovdyrkerne er behjælpelige med udarbejdelsen.

Overvejer man at udsætte fasaner i 2022, skal biotopplanen, ifølge Skovdyrkerne, sendes til miljøstyrelsen senest den 1. maj. Arkivfoto
Overvejer man at udsætte fugle i 2022, skal biotopplanen sendes til miljøstyrelsen senest den 1. maj.
Det oplyser Skovdyrkerne på deres hjemmeside, hvor de derfor samtidig opfordrer til, at man allerede nu begynder arbejdet på at få udarbejdet en biotopplan, hvis der er behov for det.
Ifølge Skovdyrkerne, skal der udarbejdes en biotopplan, hvis man ønsker at udsætte mere end 100 fasaner i alt, eller mere end en fasan pr. hektar på sin ejendom.
Registrering af tiltag
En biotopplan er en registrering af tiltag på ejendommen til gavn for både jagtbare og ikke jagtbare arter.
Det kan være vildtstriber, barjordsstriber, randzoner, insektvolde, tætslåede vegetationsstriber og meget mere.
Hvert tiltag udgør et antal point. Hvor mange point, der skal til for at udsætte fugle, afhænger af, om man laver en 3-årig eller en 1-årig biotopplan. For en 3-årig biotopplan skal man have over 85 point, for at kunne udsætte syv fugle pr. hektar. For en 1-årig biotopplan er kravet over 100 point. Dertil kan man, ifølge Skovdyrkerne, udarbejde en overbygning til biotopplanen på fem år, dette kan frigive yderligere 50 point, der igen kan give 8-12 fugle pr. hektar.
Skovdyrkerne udarbejder biotopplaner på flere ejendomme, hvor konceptet er baseret på en elektronisk registrering af tiltagene.