Skjern Å flyder videre, selvom Nationalpark Skjern Å-udvalget, der har arbejdet for en nationalpark omkring Skjern Å, har nedlagt sig selv.

Det sker, fordi det landspolitiske fokus på naturnationalparker har skubbet evalueringen af de eksisterende fem danske nationalparker, og en efterfølgende udnævnelse af flere nationalparker, så langt ud i horisonten, at det ikke længere giver mening at forfølge idéen om en Nationalpark Skjern Å, lyder det i en pressemeddelelse.

Samtidig er Skjern Å/Skjern Enge ikke blandt de områder, som miljøminister Lea Wermelin tidligere på foråret udpegede som naturnationalparker.

- Allerede da vi indsendte forslag til ministeren om en naturnationalpark ved Skjern Å, var vi opmærksomme på, at Skjern Enge ville være for våde til, at man kunne forsvare at have dyr på helårsgræsning i engene, siger kommunens borgmester Hans Østergaard.

Nye projekter

Mens Nationalpark Skjern Å-udvalget er opløst, er udvalgets medlemmer enige om at arbejde videre i et mindre formelt forum, sandsynligvis i form af et Skjern Å-råd.

- Nu forsøger vi ad andre veje at sikre balancen mellem benyttelse og beskyttelse af området, siger Hans Østergaard.

Han og det øvrige udvalg fik forleden en gennemgang af en række lokale såvel som tværkommunale projekter omkring Skjern Å, som Skjern Å-rådet kan vælge at involvere sig i.

Et af dem er Projekt Ålandet, der sigter efter at skabe en vandresti langs hele Skjern Å – og et fokus på den historiske fortælling om åen og dens betydning for lokalsamfund langs bredden.

Medlemmerne af det nu nedlagte Nationalpark-udvalg ventes også i samarbejde med lodsejerne at arbejde videre med at forbedre formidlingen om og adgangen til Skjernåens delta, hvor en vandresti på diget og et nyt fugletårn pt. er på kommunens tegnebræt.

Herudover vil Skjern Å-rådet blive involveret i klima- og lavbundsprojekter i Skjern Enge, hvor lokale lodsejere og Naturstyrelsen allerede arbejder på planer om at oversvømme Damsø-området.

Desuden arbejder lokale udviklingsforummer og kommunen igennem Helhedsplanen Skjern Tarm og det fælles visionære på at skabe nye stier og bedre tilgængelighed langs å-bredden og i engene mellem Skjern og Tarm – et projekt der ligeledes blev præsenteret for Nationalpark Skjern Å-udvalget.

Natur