Her er Danmarks 10 vildeste kommuner

Her er finalisterne i kampen om at blive Danmarks vildeste kommune – og vinde én million kroner.

Det er væltet frem med vilde blomsterbede, højt græs, kilometerlange kvashegn og stenrev overalt i landet, siden miljøminister Lea Wermelin i marts 2021 kickstartede konkurrencen om at blive Danmarks »vildeste« kommune.

I halvandet år har alle landets 98 kommuner knoklet for at skabe mere vild natur både til lands og til vands i kampen for at vinde titlen. Det er der kommet nogle fantastiske biodiversitetsprojekter ud af, som tilsammen har givet naturen mere plads i Danmark.

Juryen, som består af Morten D.D. Hansen, Søren Ryge Petersen, Vicky Knudsen, H.P. Geil, Sofie Graarup Jensen, Philip Hahn-Petersen, Lydia Callesen og Signe Normand har vurderet alle naturprojekterne og er nu klar til at pege på 10 kommuner, som har gjort en ekstraordinær indsats og derfor er gået videre til finalen: 

Her er landets 10 vildeste kommuner

  • Albertslund Kommune
  • Fredensborg Kommune
  • Herning Kommune
  • Kolding Kommune og Middelfart Kommune
  • Lolland Kommune
  • Odense Kommune
  • Odsherred Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Vejle Kommune
  • Vordingborg Kommune

Giv din stemme til kende

Næste gang dommerpanelet mødes, skal de finde vinderen af konkurrencen – og det bliver med borgernes stemmer i hånden. Miljøminister Lea Wermelin og resten af juryen inviterer nemlig alle danskere til at afgive deres stemme.

- Jeg er blæst fuldstændig bagover af den folkebevægelse, vi har sat i gang for mere vild natur i Danmark. Alle har været med til at give naturen mere plads, lige fra plejehjem og skoler til folks egne baghaver. Det bliver svært at finde en vinder blandt 10 så gode naturprojekter. Derfor vil vi meget gerne høre, hvem, danskerne synes, fortjener at vinde titlen som Danmarks vildeste kommune, siger miljøminister Lea Wermelin.

Borgernes stemme kommer til at vægte ligeså meget som en jurys stemme. I tilfælde af stemmelighed vil borgernes ønske vægte højest.

- Det har været så livsbekræftende at læse alle kommunernes beskrivelser. Der arbejdes målrettet med biodiversitet overalt – hvilken ændring er det ikke i forhold til for 10 år siden. Selvfølgelig var det svært at vælge, for når man vælger, er man også nødt til at vælge fra, og vi har valgt nogle virkelig gode projekter fra. Det gjorde lidt ondt, siger meddommer og biolog Morten D.D. Hansen.

Vinderen kåres ved et kåringsevent den 19. september.

Du kan stemme på Danmarks vildeste kommune her.

Om konkurrencen

  • Den 5. februar 2021 inviterede miljøminister Lea Wermelin alle landets 98 kommuner til at dyste om at blive Danmarks vildeste kommune.
  • Samtlige landets 98 kommuner har tilmeldt sig kommunekonkurrencen.
  • Alle kommunerne har indsendt en Finale Grønbog, hvor de beskriver, hvad de har gjort af vilde tiltag i deres kommune.
  • Den Danske Naturfond giver vinderen af konkurrencen en million kroner til et vildt naturprojekt.
  • Kommunekonkurrencen er en del af kampagnen »Sammen om et vildere Danmark«, der har til formål at gøre den danske natur vildere til gavn for biodiversiteten. Det skal ske ved at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.
  • Dommerpanelet leder efter det mest fantastiske biodiversitetsprojekt. Projekterne bedømmes blandt andet på idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden om vild natur og naturens egenskaber til borgerne.

Læs også