Nu kan du søge penge til dit eget naturprojekt
Drømmer du om at hjælpe naturen? Den Danske Naturfond støtter foreninger og ildsjæle, som vil lave deres eget naturprojekt. Der er 15 millioner kroner i puljen, så nu lyder startskuddet for landets bedste projekter.

Den Danske Naturfond kan hjælpe med at gøre natur-drømme til virkelighed. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Er der blevet færre insekter? Mangler du et farverigt flor af vilde planter på engen eller i mosen? Vil du have flere ørreder i dit lokale vandløb? Eller skal du have frøer og tudser til at kvække i sø og vandhuller?
Nu er chancen der, lyder det fra Naturfonden i en pressemeddelelse.
Mange drømmer om at hjælpe naturen og gøre en reel forskel for dyr og planter, hvor de bor. Men det kan være svært at realisere drømmen, fordi det er for dyrt. Nu hjælper Den Danske Naturfond med at gøre natur-drømme til virkelighed.
I meddelelsen oplyser fonden, at private lodsejere, foreninger og organisationer kan søge Naturfonden om penge til deres lokale naturprojekt, der skal give vilde dyr og planter flere og bedre levesteder til lands eller til vands.
Erfaringen viser, at det nytter
Naturfonden har tidligere støttet 50 lokale naturprojekter. Erfaringerne herfra er gode, og derfor har Naturfonden besluttet at hjælpe endnu flere med at gøre deres natur-drømme til virkelighed.
– Mange ildsjæle arbejder hårdt for at give naturen bedre vilkår i sø, å, eng og skov. Deres store arbejde og høje engagement fortjener en håndsrækning, som forhåbentlig kan inspirere andre til at gå i gang, siger Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.
De mange nye projekter er en ekstra indsats oven i Naturfondens øvrige arbejde med at opkøbe, beskytte og genoprette store naturområder 20 forskellige steder rundt i hele Danmark. Flere end 2.400 arter i fare for at forsvinde helt fra den danske natur, og derfor er der brug for så mange bidrag som muligt.
– Hovedårsagen er, at naturen i Danmark mangler plads, fordi alt for mange levesteder er gået tabt. Hver kvadratmeter natur tæller, siger Flemming Nielsen.
Sådan søger man
Den gode ide tæller. Projekter, der skaber de fleste gode levesteder til insekter, planter, frøer, fugle og fisk, vil få støtte. Det gælder både på land og i havet. Det gælder både i skov og på mark.
Det lokale engagement og drivkraften i lokal forankring er også vigtig ved uddeling af den nye pulje.
Man kan søge nu. Bliver man udvalgt til støtte, forventes opstart at begynde efter sommerferien 2024.
Kilde: naturfonden.dk