Efter 21 år som sælger hos maskinforretningen Mertz i Maribo går Flemming Larsen på pension. Det markeres med en reception torsdag den 31. juli 2025, hvor kunder og kolleger inviteres til at tage afsked.

- Kom og sig farvel til Flemming og goddag til Mads Magner Larsen, der tager over efter Flemming, lyder det i en pressemeddelelse fra administrerende direktør Christian Holst.

Mads Magner Larsen har allerede over det seneste halvandet år gradvist overtaget opgaver og kunder fra Flemming Larsen. Han har været ansat hos Mertz i knap 10 år.

Receptionen bliver samtidig en mulighed for at få introduceret Mads Magner Larsen som ny kontaktperson, når det gælder handel med landbrugsmaskiner.

Flemming Larsen vil blive husket for sit gode humør og sin faste omgangstone over for mange fodboldglade landbrugselever, som ifølge Mertz »har fået et drag og en opsang efter weekendens op og nedture«.

- Måske du også har en maskine der skal byttes ud, og så er vi sikre på, at Flemming står klar til en allersidste handel, lyder det afslutningsvis fra Mertz.

Receptionen er åben for alle, der ønsker at sende Flemming Larsen godt videre.