Emmanuel Macron, H.K.H. Kronprinsesse Mary og Mark Zuckerberg. Der er mange prominente navne blandt de unge ledere, som gennem tiden er blevet udnævnt som Young Global Leaders. Og nu træder Danmarks miljøminister, den 35-årige bornholmer Lea Wermelin, ind i rækken.
Siden 2004 har World Economic Forum hvert år udvalgt en række fremtrædende unge erhvervsledere, politikere, forskere og aktivister til netværket Forum of Young Global Leaders. Et af netværkets formål er at skabe en mere bæredygtig fremtid, og Danmarks miljøminister håber her både at kunne bidrage med danske perspektiver på den grønne omstilling og samtidig få inspiration fra det globale netværk.
For at blive Young Global Leader skal man være under 40 år, have en række anerkendte bedrifter bag sig og være optaget af at forbedre samfundet både lokalt og globalt.
I alt 14 danskere har gennem de sidste 15 år opnået at blive en del af det internationale forum.