Navnenyt uge 41-21 Nord

Villy Juul Larsen. Rasmus Katholm. Jan Tromborg (tv.) sælger sit firma Tromborg Staldudstyr & Inventar til Rotor A/S, der ejes af Søren Langsig. Pressefoto

Ny chef i Landdistrikternes Fællesråd

Rasmus Katholm er ansat som ny sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd.

Rasmus Katholm kommer med solid erfaring ud i interessevaretagelse fra både Slotsholmen og det private erhvervsliv. Han kommer fra en stilling som senior public affairs manager i Novo Nordisk Fonden og har tidligere været politisk rådgiver og pressechef i Akademikernes A-kasse, ligesom han har været ansat i Beskæftigelsesministeriet og Erhvervsministeriet.

- Jeg glæder mig til at starte som sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd, hvor jeg i tæt samarbejde med bestyrelse og medarbejdere vil arbejde for, at vi griber mulighederne og tager kampen op imod udfordringerne, siger Rasmus Katholm.

Ny politisk rådgiver til Sagro

Villy Juul Larsen er ny politisk rådgiver i Sagros politiske sekretariat. Den 56-årige politiske rådgiver har de sidste 24 år haft sit virke i brancheforeningen Dansk Akvakultur, hvor han som chefkonsulent varetog politisk rådgivning, medlemsrådgivning og projektledelse herunder blandt andet udarbejdelse af høringssvar, netværksarbejde og kontakt til myndigheder

Arbejdsopgaverne er sådan set de samme i det nye job. Men i stedet for fisk, muslinger og tang bliver omdrejningspunkterne fremover natur, miljø og landboret.

- Jeg glæder mig til at få kendskab til alle de facetter, der er inden for dansk landbrug, og ikke mindst at være med til at fortælle nogle af de mange gode historier om erhvervet, konstaterer Villy Juul Larsen.

Han vil primært slå sine folder i Sagross nordlige ende, det vil sige Herning- og Holstebro-egnen, og arbejde tæt sammen med Herning-Ikast Landboforening og Holstebro-Struer Landboforening.

Scantruck-lærling får fornem pris

Industriens Uddannelser, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne har netop uddelt Metalindustriens Lærlingepris til de dygtigste lærlinge. Scantrucks Mikkel Laursen er en af dem, der blev hyldet med Lærlingeprisen ved et arrangement i Den Sorte Diamant i København.

Han scorede topkarakteren 12 i afslutningskarakter til svendeprøven. Også sociale kompetencer tæller stort, og også her scorede Scantruck-lærlingen højt.

Mikkel Laursen kommer fra Selde i Nordsalling. Efter at have fået svendebrevet, er han fortsat på værkstedet hos Scantruck som mekanikersvend.

 

Mærkedage i Dansk Maskinhandlerforening

Lagerchef Hans Jørgen Christensen, J. Hundahl A/S, havde 25-års jubilæum den 1. oktober.

Lagermedarbejder Mads Gudiksen, J. Hundahl A/S, havde 50-års jubilæum 1. oktober. 

Bogholder Frank Bossen, M. Poulsen LØMA, havde 50-års jubilæum den 11. oktober.

Værkfører Palle Nielsen, S. D. Kjærsgaard, kan fejre 25-års jubilæum den 14. oktober.

Maskinhandler Børge Jørgensen, Bejco & Kramac Maskincompagni, fyldte 75 år den 4. oktober.

Maskinhandler Søren Klemmensen, Midtdjurs Traktorlager, fyldte 80 år den 7. oktober.

Maskinhandler John Petersen, PN Maskiner A/S, fylder 60 år.

Maskinhandler Jan Christensen, Thy-Mors Udmugning & Maskinservice, fylder 60 år. 


Rotor A/S overtager Tromborg Staldudstyr & Inventar

Ventilationsfirmaet Rotor A/S, Varde, har købt kvæginventarfirmaet Tromborg Staldudstyr & Inventar, Kvong ved Varde pr. 1. oktober, og alle aktiviteter fortsættes i Rotor A/S, der efter overtagelsen vil have cirka 20 medarbejdere. Ejeren af Rotor, Søren Langsig, fortsætter som administrerende direktør i firmaet, mens den hidtidige ejer af Tromborg Staldudstyr & Inventar, Jan Tromborg, fortsætter som sælger hos Rotor. 
Med overtagelsen af Tromborg Staldudstyr & Inventar får Rotor nu også CowTex skummadrasser til kvæg med i sin produktportefølje. Madrasserne er blandt andet monteret på Danmarks Kvægforskningscenter ved Foulum, der hører under Aarhus Universitet.
- Vores to firmaer har indtil nu konkurreret på ventilationssiden, så her vil der være en synergieffekt ved, at vi nu fortsætter samlet, siger administrerende direktør hos Rotor, Søren Langsig.
- Med sit solide kendskab til kvægsektoren vil Jan Tromborg være en vigtig kapacitet i vores virksomhed fremover, påpeger han.
 

Læs også