Ploveksperten vinder gylden musling

Traditionen tro blev Morsø Erhvervsråds to hæderspriser – ”Den Gyldne Musling” og ”Den Gyldne Østers” uddelt til lokale virksomheder. Muslingen gik i år til Jens Iversen fra Ploveksperten på grund af evnen til at »omsætte håndværk til specialviden og nicheprodukter.«

Det var en glad og stolt Jens Iversen fra Ploveksperten, der forleden modtog “Den Gyldne Musling” af Morsø Erhvervsråd under rådets generalforsamling.

Som begrundelse lød det, at Jens Iversen har »opbygget en helt unik rådgivningsvirksomhed, der er baseret på hans personlige erfaringer som pløjer i verdensklasse kombineret med den faglige erfaring, han fik gennem 15 år som eksportsælger hos HE-VA. Jens Iversen er den første i verden, der har skabt en forretning på at justere plove for landmænd, der med en finjusteret plov sparer brændstof og sliddele, får mere jævne marker og mindre ukrudt, så behovet for kemikalier også reduceres.«

- Jens Iversen har som iværksætter forstået at udnytte både de sociale medier og sit store netværk. 14 års arbejde som formand for Landspløjeudvalget under Danmarks Landboungdom gør, at rigtig mange landmænd nærmest automatisk tænker ”Jens Iversen”, når der snakkes pløjning, sagde Morsø Erhvervsråds konstituerede formand Tage Odgaard, da han overraske prisen.

- Dejligt med tillid

I dag har Ploveksperten kunder i Danmark, Norge og Sverige, og Jens Iversen har desuden etableret søstervirksomheden Farm Implement, der er eneforhandler af spanske Ovlac plove i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Jens Iversen takkede for hæderen og sendte en særlig tak til sine landmands-kunder.

- Vi har mødt en fantastisk tillid fra foreløbig omkring 750 kunder, og det er vi utrolig glade for. Takket været vores netværk og landmændenes tro på os og vores virksomhed er vi kommet godt fra start uden at bruge penge på markedsføring, sagde Jens Iversen, som sendte en tak til sine medarbejdere og takkede for den støtte og rådgivning, Morsø Erhvervsråd har givet ham som iværksætter. 

Initiativprisen ”Den Gyldne Østers” gik for øvrigt til Thorup Smed, som laver individuelle løsninger og specialmaskiner til industrien.

Læs også