Medie: Arla satser på at fastholde højere mælkeforbrug
Forbruget af drikkemælk har været konstant faldende over en lang årrække. Derfor er man i Arla meget tilfreds med, at 2020 har vist en lille fremgang i det samlede salg i detailhandlen, hovedsageligt trukket af økologisk mælk, hvor væksten i 2020 til og med uge 48 var 8 pct. højere end samme periode 2019. Selvom det konventionelle mælkesalg faldt 3 pct., er Arlas samlede mælkesalg til private steget.
Helle Müller Petersen tiltrådte sidste sommer som landedirektør for Arla Danmark, og hun er rigtig tilfreds med udviklingen, siger hun til Børsen.
- Mælk er mere tilgængeligt, når man hele dagen er tæt på køleskabet derhjemme. Og selvom mange skolebørn, hvis skoler jo i perioder har været lukkede, får skolemælk dagligt, så kommer der nok også lidt mere skvulp i glasset, når man selv hælder op derhjemme, siger hun i et interview i Børsen d. 28. december. Og Arla har flere initiativer klar, som skal fastholde forbruget.
- Det handler om bæredygtighedsagendaen, CO2-neutrale, klimakompenserede produkter og endnu mere fokus på dyrevelfærd. Dette arbejde skal accelereres, siger landedirektøren til Børsen.