Sydjyske Maskinland kommer i et nyt regnskab ud med det største overskud siden 2013/14. Det skriver AgriWatch.
Den private Claas-forhandler Maskinland kom ud af regnskabsåret 2020, der kun dækker over ni måneder, med et overskud på 0,6 millioner kroner.
Selskabet, der har Brian Larsen i spidsen, har i de ni måneder øget sine gældsforpligtelser med 3 millioner kroner. Egenkapitalen er 5,8 millioner kroner.
Maskinland, der beskæftiger 21 ansatte på to afdelinger, er en sammenslutning af tre forhandlere, der slog sig sammen til en forretning.
AgriWatch har uden held forsøgt at få en kommentar fra ejer Brian Larsen.
Biotekselskab køber 22 hektar på Langeland
Biotek- og medicinalselskabet Gubra har investeret 16 millioner kroner i 22 hektar landbrugsjord på Langeland. Det skriver Finans.
Planen er at lave selskabets samlede jordportefølje, der nu er på over 100 hektar på øen, om til skov og natur. Det skal føre til en negativ CO2-udledning, fordi skoven vil optage mere CO2, end den udleder.
FirstFarms laver kapitalforhøjelse
FirstFarms A/S konverterer nu obligationer til aktier jævnfør en tidligere udsendt selskabsmeddelelse i 2017.
Selskabet udstedte konvertible obligationer for i alt 72.250.000 kroner.
- Obligationsejere, der repræsenterer 5.000.000 kroner, har valgt at konvertere deres obligationer til FirstFarms-aktier med virkning fra 25. maj 2021. Aktierne udstedes til kurs 57,25 i henhold til obligationerne, svarende til 87.335 aktier, skriver FirstFarms, og tilføjer:
- Der foretages derfor en kapitalforhøjelse på 873.350 kroner, svarende til 87.335 aktier af 10 kroner, og selskabets nye aktiekapital vil herefter udgøre 76.539.770 kroner.
Bierne kan hjælpe i klimaindsatsen
Ved at sørge for tilstrækkeligt med bier til bestøvningen af en række afgrøder, er det muligt at øge udbyttet uden at belaste klimaet tilsvarende. For at rette fokus på biernes store betydning for den globale fødevareproduktion, har FN udråbt den 20. maj som Biernes Dag.
Værdien af biernes og andre insekters bestøvning af afgrøder er blevet vurderet til omkring 1 milliard kroner årligt i Danmark.
I de senere år har der været fokus på at dyrke proteinafgrøder, som kan være et klimavenligt alternativ til importeret sojaprotein. En af disse afgrøder er hestebønne, og her kan opnås op til 45 procents merudbytte, hvis bierne bestøver planten.
- Når du på Biernes Dag den 20. maj nyder en honningmad, så tænk på, at honningen er et bi-produkt af biernes flittige bestøvning og resultatet af at producere mere uden ekstra belastning af klimaet, lyder det fra Danmarks Biavlerforening.