Indien indførte i weekenden et eksportforbud af hvede med øjeblikkelig virkning med henvisning til en risiko for fødevaresikkerheden. Forbuddet skyldes dels krigen i Ukraine og dels en brændende hedebølge, der har indskrænket produktionen og sendt de indenlandske hvedepriser til rekordniveauer. Der er et par lande, som er undtaget grundet fødevaremangel, mens Indien dog har tilladt eksportører at annullere eksisterende kontrakter med baggrund i force majeure.

- Effekten i både US og MAATIF futures har været en stigning på cirka 5 procent, hvilket virker til den høje side med tanke på at det var kendt, at Indien ikke ville kunne eksportere betydelige mængder hvede i den kommende sæson grundet hedebølger, skriver Jyske Bank mandag i en afgrødekommentar.

- Markedet for hvede i år vil være karakteriseret ved et stramt udbud grundet Ukraine og Indiens manglende evne til at eksportere, en forventet høst af lav kvalitet i US samt meldinger om tørkepåvirkning af Frankrigs høst, tilføjer virksomheden.