Den brasilianske eksport af grisekød lå fortsat på rekordniveau i oktober og skaber dermed grobund for rekordhøje svinepriser, skriver Landbrug & Fødevarer i dets Markedsnyt for grisekød.
Ifølge tal fra de brasilianske myndigheder eksporterede Brasilien 77.400 tons fersk/frosset grisekød i oktober. Dette var 1,8 procent mere end i september og 24 procent mere end oktober 2019.
For de første 10 måneder af året er eksporten af fersk/frosset grisekød til Kina med 411.270 tons mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Eksporten til Hongkong er på 96.650 tons i de første 10 måneder, mens eksporten til Vietnam med 35.350 tons er tredoblet i forhold til året før.
Den rekordstore eksport betyder mindre udbud af grisekød på det brasilianske hjemmemarked samt rekordhøje og stigende svinepriser.