- I forlængelse af den danske regerings forskellige indgreb, der skal være med til at begrænse spredningen af corona-virus, er det positivt at konstatere, at slagtningerne forløber planmæssigt i Brørup og Thisted.
Det skriver Tican i en meddelelse.
- De lukkede grænser kunne have været en udfordring for de af vore slagteriarbejdere, der kommer fra Tyskland, Polen og de baltiske lande, men det er lykkes at opretholde en fuld arbejdsstyrke.
- Eksporten af produkter fra Tican har også indtil videre fungeret planmæssigt, inklusive til et land som Italien, der ellers er meget hårdt ramt af Covid-19. Varetransporten i Europa ser således ud til at fungere, sådan som det også har været meningen, at den skulle på trods af de begrænsninger, der er indført i forhold til personers færdsel på tværs af landegrænser, skriver Tican, der forsøger at holde virksomheden i fuld drift.
Afregningspris er stabil i EU
Den europæiske forening for mælkeproducenter, EMB, har ifølge et nyhedsbrev fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter spurgt alle sine medlemsorganisationer om eventuelle påvirkninger på grund af de omfattende Corona-ændringer i landene.
- Foreløbig forløber mælkeproduktionen stort set upåvirket. Mælkeproducenter i andre lande oplever stort set samme ændringer som i Danmark, aflysning af arrangementer, forholdsregler omkring social omgang og så videre. Prismæssigt er der ikke sket ændringer for leverandører med faste afregningspriser.
Derimod melder den tyske mælkeproducentforening om prisfald på spotmælk til 23 cent og andre steder er prisen helt nede at røre ved 20 cent. I højpris-Italien er spotmarkedet faldet til 36,9 cent i marts, skriver LDM.
- Hvis den nuværende situation afstedkommer et fald i efterspørgslen på mælkeprodukter, kender vi også reaktionen på afregningsprisen, men EU kender også den rette medicin for at imødegå prisfald, nemlig reduktion af udbuddet. EMB’s medlemsorganisationer er enige om, at reduktionen bør foregå på bedriftsniveau og ikke ved at opbygge nye store lagre, og der heldigvis tegn på, at EU er nået til det samme resultat. Spørgsmålet er, om reglerne for EU's eventuelle indsats kan nå at følge med.
Forhåbentlig bliver der slet ikke behov for nogen indsats, for grundlæggende var der balance i udbud og efterspørgsel, tilføjer foreningen.