To danske nomineringer til Nordisk Råds Miljøpris 2020
Økologisk Landsforening og det kulturelle videnscenter Lystbækgaard ved Ulfborg er begge nomineret til Nordisk Råds Miljøpris 2020. I alt er der syv kandidater til Miljøprisen. Vinderen offentliggøres ultimo oktober.
Nordisk Råd vil gerne fremme biodiversiteten, og uddeler derfor i år deres miljøpris til en virksomhed, organisation eller person, der er involveret i eksemplarisk arbejde, der hjælper med at bevare biodiversiteten.
Blandt de syv nordiske nominerede er de to danske: Økologisk Landsforening og Lystbækgaard ved Ulfborg i det vestjyske.
-Vi har fået flere nomineringer end normalt i år, og udvælgelsesprocessen har været hård. Norden har et væld af enkeltpersoner, forskere, organisationer og virksomheder, der udfører biodiversitetsarbejde, og det har været en fornøjelse at lære mere om de nominerede. Vi mener, at vi har identificeret de mest kreative og innovative miljøprojekter og -initiativer, som ikke kun har en positiv effekt lokalt, men også har et stort potentiale for at blive »eksporteret« rundt om i verden, siger Elva Rakel Jónsdóttir, formand for bedømmelsesudvalget.
Temaet for dette års pris afspejler og støtter FN's mål for bæredygtig udvikling 14 (Livet under vand) og 15 (Livet på land).
Vinderen offentliggøres den 27. oktober 2020.
Om Nordisk Råds Miljøpris
Pointen med prisen, som første gang blev uddelt i 1995, er at øge bevidstheden om arbejdsmiljøet i Norden. Temaet for 2020 er biodiversitet. Prisen på 350.000 kroner går til en virksomhed, organisation eller person i anerkendelse af eksemplariske bestræbelser på at integrere respekt for miljøet i deres forretning eller arbejde eller til en anden form for ekstraordinært miljøinitiativ.
hl