Flere udstillere end nogensinde før

Midt i januar går det løs med årets NutriFair, og messen har ikke mindre end 270 udstillere.

Onsdag og torsdag den 15. og 16. januar bliver Messe C i Fredericia igen omdannet til husdyrproducentens mekka med alt inden for foder, intern mekanisering og dyrevelfærd. Som altid er det den høje faglighed, der vil være i højsædet blandt både udstillere og besøgende, hvor netværk, inspiration og relationer dyrkes.

Standplanen er fyldt op, og der bliver to fulde haller med udstillere. Sidste år var der 257 udstillere, mens der i år er flere end 270 udstillere i hallerne.

Messen har valgt at matche efterspørgslen fra flere virksomheder og samtidig bibeholde de specialiserede rammer, messen gennem flere år er blevet rost for, lyder det fra arrangørerne forud for messen.

Det er projekt- og salgschef, Morten Ihlow, der har stået for kontakten med udstillerne.

- Med flere end 270 udstillere glæder vi os over, at vi kan levere en specialmesse i denne skala, som både landmænd og virksomheder prioriterer at besøge, siger Morten Ihlow.

Nye områder og et pakket konferenceprogram

Udover at have fyldt messehallerne, har NutriFair også et omfattende konferenceprogram, der løber over begge messedage.

- Vi har fokuseret på at tilbyde et konferenceprogram med inspirerende oplæg og oplægsholdere, der taler ind i branchens aktuelle temaer. Det er for os essentielt at give de besøgende viden og inspiration, de aktivt kan bruge i deres dagligdag på bedriften, siger Jørgen Kronborg, projektleder på NutriFair.

- Vi har for eksempel fyldt onsdag ud med fagspecifikke indlæg, mens torsdag er afsat til at handle om klima samt give nogle bud på, hvordan fremtidens landbrug aktivt skal tackle bæredygtighed og klimaudfordringer.

Derudover vil der igen være et område i Hal D dedikeret til bioenergi og biogas. Området har sin egen scene med fokus på landbrug og bioenergi samt bioenergi til samfundet.

Som noget nyt i år vil besøgende også kunne besøge et lille område med fokus på jagt. Til området er der en cafe, hvor besøgende og udstillere kan få en kop kaffe og holde møder.

Årets NutriFair 2020 har både onsdag den 15. januar og torsdag den 16. januar åbent fra klokken 9.00 til 17.00.

jba

Læs også