NUTRIFAIR Østrigske Wasserbauer producerer en stor produkt-pallette til landbruget. Herunder foderskubbere, der går under navnet ”Butler Gold”, og som SAC Center Syd/Øst ApS er blevet dansk forhandler af.

Butler Gold foderskubberen får Danmarkspremiere i forbindelse med NutriFair i Fredericia, hvor SAC Center Syd/Øst er blandt udstillerne.

Og indehaver af firmaet Søren M. Nielsen glæder sig til at præsentere Butler Gold foderskubberen, som han har store forventninger til, efter det er lykkedes ham at få  den danske forhandling af den:

-  Jeg stødte på den foderskubberen på Eurotier 2018, og fik talt med salgschefen. I foråret 2019 besøgte vi fabrikken og i efteråret fik vi kontrakten i hus med forhandling for Danmark.

 

Kan monteres i

alle staldtyper

Butler Gold foderskubberen har alle de teknologiske og smarte features, som man forventer. Den kan kobles op til mobil og tablet.

-  Den giver stor tidsbesparelse og giver øget aktivitet i stalden, forklarer Søren M. Nielsen, der tilføjer at foderskubberen tillige har den fordel, at den kan monteres i alle staldtyper, da foderskubberen ledes rundt i stalden via små magnet-følere, der som små magnet-stifter placeres i staldgulvet. Systemet gør det også muligt at foderskubberen kan køre i sammenbyggede og flere stalde på bedriften.

 

Også foderrobot

og pattevasker

Søren M. Nielsen arbejder lige nu på, at få foderskubberen præsenteret for både mulige forhandlere rundt om i landet og ikke mindst for kunderne – kvægbrugerne. For selv om foderskubberen er ny i Danmark, er den et etableret, gennemprøvet og populært mærke i flere europæiske lande. Foruden hjemlandet Østrig også især i det sydlige Tyskland og sydlige Europa.

-  Vi glæder os til at den kommer ud til den første kvægbedrift, siger Søren M. Nielsen, der ejer og driver SAC Center Syd/Øst sammen med hustruen Lene Nielsen.

I forbindelse med NutriFair-messen vil de også præsentere en anden dugfrisk nyhed – nemlig foderrobotten Shuttle Eco, hvor der vil være repræsentanter fra Wasserbauer til at præsentere den.

Derudover vil SAC Center Syd/Øst også præsentere sin kendte Puli System-pattevasker i en ny, forbedret og opgraderet udgave.