BL sætter fokus på juridiske kampe under NutriFair
Torsdag inviterer Bæredygtigt Landbrug til møde om vandløb- og myndighedskontrol på NutriFair. Her kan man møde chef- og landbrugsjurister.

Man kan møde chefjurist Nikolaj Schultz, fra Bæredygtigt Landbrug og landbrugsjurist Trine Trærup Olsen fra Sønderby Legal samt advokatfirmaets indehaver Hans Sønderby på årets NutriFair-udstilling.
Torsdag eftermiddag kan man høre om de juridiske kampe, som Bæredygtigt Landbrug har taget og tager på medlemmernes vegne.
Det sker, når interesseorganisationen holder informationsmøde i messecentret i Fredericia i forbindelse med NutriFair 2019.
Foreningens bestyrelsesmedlem Peter Bohsen byder velkommen kl. 13, og herefter får såvel BL’s chefjurist Nikolaj Schulz som landbrugsjurist Trine Trærup Olsen fra advokatfirmaet Sønderby Legal ordet.
Vandløb og jura
Nikolaj Schulz beretter om emnet »Vandløb – hvad kan jeg gøre juridisk?«. Problemer med f.eks. manglende oprensning af de lokale vandløb opleves således af mange lodsejere som noget af en gordisk knude, men sagerne kan godt vindes med jura og i særdeleshed hydrologisk faglighed, lyder det.
- Danske landmænd bør være opmærksomme på alle deres vandløb – man skal passe på med at komme mange år efter, forklarer Nikolaj Schulz forud for mødet og fortsætter:
- Myndighedernes smertesans er ofte mere veludviklet end deres retfærdighedssans – og derfor er fokus på erstatning afgørende, siger han.
Juridiske håndværktøjer
Til stede ved mødet er også landbrugsjurist Trine Trærup Olsen fra advokatfirmaet Sønderby Legal, der vil gøre de fremmødte i KL klogere på begrebet myndighedskontrol.
- Det, Sønderby Legal gerne vil med oplægget, er at give den enkelte landmand og dennes bisidder velegnede juridiske »håndværktøjer« til at håndtere gængse kontrolbesøg, siger Trine Trærup Olsen.
Til stede vil også være BL’s advokat Hans Sønderby med henblik på at besvare eventuelle spørgsmål. Mødet forventes at slutte omkring kl. 14.45.