Økologer sætter fokus på klimaet
Ved de nordjyske økologers årsmøde er temaet, hvordan den økologiske produktion opfylder samfundets og forbrugerens krav i forhold til klimaet.

Torsdag den 7. januar er der økologimøde i Aalborg. Arkivfoto
Den økologiske produktion er godt med, når det gælder klimapåvirkning. Men det er en stor opgave at blive ved med at mindske udledningen af CO2 og klimagasser.
- I økologien kan vi risikere at komme bagud i bussen, hvis vi ikke kan dokumentere, at vi er med på klimafronten, siger økologichef i Agri Nord, Thomas Vang Jørgensen.
Derfor er klimaet på dagsordenen, når LandboNord, nf plus og Agri Nord inviterer til fælles økologimøde for alle interesserede økologer. Det finder sted torsdag den 7. januar i Agri Nord Idrætscenter fra klokken 14.00.
Alle økologer er velkomne, og arrangementet plejer at tiltrække cirka 100 deltagere.
Inspiration på programmet
Der er en række oplægsholdere på programmet, som på forskellig vis belyser klima-opgaven.
CSR-chef i Coop, Thomas Roland, fortæller, hvad den klimabevidste, økologiske forbruger forventer af økologien, og seniorforsker Jesper Overgaard Lehmann fra Agrobiologisk Institut på Aarhus Universitet fortæller, hvor langt forskningen er i forhold til at reducere udledning af klimagasser fra køer.
- Køerne er blevet en udskammet dyreart på grund af deres metan-udledning, og det er vi som økologer nødt til at gøre noget ved, siger Thomas Vang Jørgensen.
På programmet er også Naturbruget i Tranum. Det er en virksomhed, der producerer økologiske grøntsager, som produceres og sælges lokalt.
Næste generation økologer efterlyses
Årsmødets formål er, udover at give inspiration til udvikling og fremtiden, også at orientere om, hvad der aktuelt sker indenfor sektoren.
Derfor kommer formand Hans Erik Jørgensen og økologichef Kirsten Lund fra Landbrug & Fødevarers økologisektion.
En af de aktuelle udfordringer er at finde næste generation, der skal overtage bedrifterne. Det sættes der fokus på om eftermiddagen, hvor der også er inviterer elever fra Nordjyllands Landbrugsskole og Asmildkloster Landbrugsskole.
Årsmødet byder også på en række faglige indlæg fra de lokale konsulenter, ligesom der vil være valg til de lokale udvalg.
/teba