Mange danske bagere vil gerne vil arbejde med økologiske råvarer, men det økologiske mel fylder stadig meget lidt i bageriernes bagværk, skriver okologi.dk.

Ifølge mediet skyldes det, at meget få bagerier har valgt at omlægge hele produktionen til økologi, da det medfører, at de skal leve op til relativt skrappe dokumentationskrav.

Ønsket om mere smidige regler er formuleret i et brev, som mandag blev sendt til fødevareminister Rasmus Prehns.

Brevet er underskrevet af Økologisk Landsforening og Bager- & Konditormestre i Danmark (BKD), som sammen med Salling Group og Coop ønsker at gøre det mere attraktivt at bage med økologisk mel.

I den forbindelse lægges der pres på fødevaremyndighederne for at få lempet reglerne for anprisning, så det bliver nemmere for bagerne at fortælle kunderne, hvis de bruger økologiske meltyper i nogle af deres brød og kager.

- Hvis ikke bageriet kan anprise økologien, og dermed få en merpris for brødet, er det rent tilsæt at bruge økologiske råvarer, siger Henrik Jellev Madsen, fødevarechef i BKD, til okologi.dk.

Hos Coop håber csr-chef Thomas Roland, at det endelig bliver muligt at justere reglerne, så det bl.a. bliver nemmere at skilte med økologisk bake-off brød ude i butikkerne.

Myndighederne er klar til at se på ønsket om lempeligere regler, men umiddelbart lyder vurderingen fra Fødevarestyrelsen, at det bliver vanskeligt at imødekomme branchens ønsker uden at komme på kant med EU-reglerne, skriver okologi.dk.