Der er et nyt værktøj på vej til planteavlskonsulenter og landmænd. En nye app skal dels fungere som et opslagsværk over mulige efterafgrøder, men også som et beslutningsværktøj, der skal hjælpe landmanden og rådgiveren til at sammensætte blandinger. Det er håbet at lave en beregner til at estimere udsædsmængde baseret på den ønskede fordeling mellem arterne i blandingen, såtidspunktet og en række andre parametre.

- Der mangler et simpelt værktøj, der gør det nemt for landmænd og konsulenter at lave forskellige hjemmeblandede efterafgrøder. Håbet med appen er at lave et intuitivt værktøj til vintermånederne, hvor man jo kan sidde og lege med for eksempel blandingsforhold og udsædsmængder til forårets undersåede blandinger, siger Dennis Weigelt Pedersen, projektleder i Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Fuld gang i udvikling

Databasen skal indeholde artsinformationer, som er relevante for anvendelsen af arterne som efterafgrøde, det vil sige familie, vækst, vinterfasthed, rodtype, varighed, sygdomsproblematikker m.m. Lige nu er den ved at blive udviklet sammen med landmænd og planteavlskonsulenter rundt omkring i Danmark.

- I projektet laver vi også demoforsøg hos flere forsøgsværter, hvor vi afprøver forskellige blandinger og såtidspunkter. Desuden er vi ved at udvikle på, hvordan rådgiveren og landmanden lettest definerer indledende parametre såsom jordtype, forfrugt, sædskifte og andre ting, som har betydning for, hvilke arter efterafgrødeværktøjet anbefaler, siger Dennis Weigelt Pedersen.

Værktøjet udvikles i projektet »Kraftige efterafgrøder«, som er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug. Det forventes, at appen udkommer i App Store og Google Play i slutningen af 2022.