Lige inden juletravlheden for alvor satte ind, lykkedes det Patriotisk Selskab af samle godt 20 af foreningens økologiske planteavlere til fagligt møde. Her blev blandt andet de vigtigste resultater fra de økologiske markforsøg fremlagt, hvor der var fokus på, hvilke dyrkningsmæssige strategier der ser ud til at virke, og hvilke der ikke nødvendigvis behøves gentaget.

Økologikonsulent Anders Holm Rasmussen, Patriotisk Selskab fremhævede som det første gødningsforsøg kørt over en treårig periode fra 2020 til og med 2022, hvor fire forskellige strategier blev afprøvet i håb om at gøre det muligt at så vårsæd to til tre uger tidligere.

Efterafgrøder og delt gødningsstrategi forbedrer udbytter

- Den vigtigste konklusion er, at det ser ud til, at brug af en efterafgrødeblanding med vikke og olieræddike samt delt gødskning - Øgro ved såning og gylle i vækststadie 16-18 i vårhavren - forbedrer afkastet signifikant, lød det fra Anders Holm Rasmussen.

Han forklarede, at de fire alternativer er afprøvet i både havre, vårhvede og vårbyg.

- For at muliggøre den tidligere såning er der som det første alternativ afprøvet gødning nedfældet før såning. Øgro som startgødning ved såning og gylle tildelt i vækststadie 16-18 var andet alternativ, ligesom det også er afprøvet at etablere efterafgrøder forud for vårsæden, hvor vårsæden fik Øgro ved såning og gylle i vækststadie 16-18. Slutligt har man forsøgt sig med efterafgrøder tildelt Øgro og vårsæden tildelt gylle i vækststadie 16-18.

Anders Holm Rasmussen fremhævede, at det gør resultaterne ekstra interessante, at forsøgsserien er foretaget over tre år og er baseret på 14 forsøg. Der er sammenlagt tildelt 78 kg ammonium-N i alle forsøgene.

- Vårhvede og vårbyg har vi ikke set signifikant merudbytte i ved at ændre til tidlig såning. Omvendt er der heller ikke tabt udbytte ved ikke at nedfælde hele gødningsmængden inden såning da efterafgrøder og startgødning og tidligere såning har kunne kompensere for en dårligere udnyttelse af gyllen, der overflade udbringes. Men i vårhavren har der vist sig signifikant forskel i kraft af merudbytte.

Yara Suna matcher svinegylle

Også Yaras økologisk anvendelige gødning Yara Suna fik et positivt ord med på vejen.

- Der er lavet forsøg i 2022 med produktet, og de viser, at Yara Suna har en næsten lige så god effekt på udbyttet som tildeling af nedfældet svinegylle.

19 hektorkilo mere ved efterårssået vårhvede

Endelig kom Anders Holm Rasmussen også ind på fordelene ved at så vårhveden om efteråret.

- Vi ved, at den forårssåede hvede alt for ofte bliver angrebet af bygfluens larver, og at det i værste fald halverer udbyttet.

- Ved at så vårhveden i november, har forsøg vist et merudbytte på hele 19 hektokilo pr. hektar, fremfor når den er sået i foråret. Det giver altså et markant bedre udbytte. Vi så kun to procent angrebne planter ved den efterårssåede hvede mod 45 procent angrebne planter i den vårsåede.

Også afgrødens mulighed for at etablere et større rodnet, og dermed klare sig bedre og være mere robust i tørre forår blev fremhævet.

Ulempen ved efterårssåning er, ifølge Anders Holm Rasmussen, at proteinindholdet typisk falder ved efterårssåning, ligesom det ikke alle år er muligt i løbet af efteråret at lave et såbed, der er af en god nok kvalitet. Det er også vigtigt at vælge en sort med resistens mod gulrust da vårhvede er udsat for angreb af gulrust i efteråret.