VKST holder årsmøde for økologerne

Torsdag den 22. februar holder VKST økologisk årsmøde i Sorø, og det er med nye teknologier som tema.

VKST i Sorø inviterer til økologisk årsmøde 2024, og på mødet, der finder sted torsdag den 22. februar, vil førende eksperter diskutere de seneste trends og udviklinger inden for økologi.

Årets tema er »økologi og nye teknologier«, og blandt emnerne er bedre gødningsforsyning af afgrøderne og forædlede sorter, der konkurrerer bedre mod ukrudtet.

Det er nemlig to emner, der står højt på ønskesedlen hos mange økologiske planteavlere. Hvilke teknologiske muligheder er der i fremtiden, der kan hjælpe den økologiske produktion videre? Er det grøn ammoniak, kvælstof beriget biogasgylle, eller planter, som er teknologisk forædlet?

Årsmødet begynder klokken 17, og det er indledningsvis med beretning om det forgangne år – først ved Carsten Hvelplund Jensen, afdelingsleder i Økologisk VKST, og dernæst ved Yke Kloppenburg-Oosterwoud, der er formand for brugergruppen og bestyrelsesmedlem i VKST.

Tema med fire indlæg

Der er mulighed for at deltage i hele årsmødet eller blot til temamødet, som begynder klokken 19 og byder på fire indlæg.

Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, vil orientere om Landbrug & Fødevarers økologistrategi de kommende år, mens specialkonsulent Morten Winther Vestenaa, Innovationscenter for Økologisk Landbrug, kommer ind på gødskning af økologiske afgrøder i fremtiden.

Efterfølgende står planteforædler Pernille Merete Sarup fra Nordic Seed for et indlæg, som handler om planteforædling med CRISPR, og hvilke muligheder det giver.

Aftenens sidste indlæg holder Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening. Hun stiller følgende spørgsmål: Hvor er økologien på vej hen? Og giver selvfølgelig hendes bud på det spørgsmål.

Tilmelding og yderligere information er via vkst.dk.

Læs også