For ottende år i træk skal Landbrug & Fødevarers Økologisektion kåre Årets Øko-elev. Prisen går til en landbrugselev, der udmærker sig med faglighed, engagement og særlig interesse for økologisk produktion.

– Det er supervigtigt, at vi bliver ved med at sætte fokus på de unge. Dem, der skal drive økologien og alt det, vi gamle har sat i værk, videre. De skal frem i rampelyset og mærke vores anerkendelse, siger Hans Erik Jørgensen, der er formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Kandidater kan være elever på landbrugsuddannelsen eller landbrugets lederuddannelse. Dommerkomiteen lægger blandt andet vægt på nysgerrighed over for økologisk produktion og håndværk, initiativ, vilje til at udfordre vanetænkning og evnen til at bidrage til et godt socialt arbejdsmiljø.

Både praktikværter, undervisere og eleverne selv kan indstille kandidater. Indstillingen kan bestå af tekst, video eller begge dele, og fristen er den 18. september.

Årets vinder modtager 10.000 kroner, mens andenpladsen får 7.500 kroner. Derudover uddeles prisen »Årets bobler« på 5.000 kroner. De forhøjede præmier er muliggjort af en donation fra Foreningen Økokød a.m.b.a. Vinderne kåres ved Økologisektionens årsmøde på Tjele Gods den 22. oktober.