Søndagens søkodag var på grund af corona-restriktionerne henlagt til facebook, hvor tusinder så med, da de økologiske køer blev lukket ud på græs fire steder i Jylland.

Cirka 6.000 valgte søndag middag at følge slagets gang, hvor de økologiske køer blev lukket ud på Sommerbjerggård, Ejstrupholm, Hansenberg, Kolding, Skovlyst, Vorbasse og Vestervang ved Vildbjerg i Midjylland, hvor de to DR Ramasjang-værter Anders og Katrine sendte live på Facebook.

Under normale omstændigheder plejer der at være cirka 200.000 gæster ude på gårdene under økodagen.

Undervejs var der også en videohilsen fra fødevareminister Mogens Jensen, (S), der sendte en tak og anerkendelse af både de mange økologiske landmænd, og ikke mindst de tusindvis af danske forbrugere, der hver dag støtter økologien, ved at putte øko-varer i indkøbskurven.

Det var dog ikke kun masser af interesserede børn og forældre, der havde valgt at opleve økodagen på facebook. Der kom nemlig også en del kommentarer fra hårde kritikere af økodagen, om den måde, der produceres øko-mælk på i Danmark, og den måde både køerne og deres kalve behandles på.