Mød de økologiske grise til Sofari
15 økologiske landmænd åbner igen i år gården op til Sofari søndag d. 27. maj. Her kan danskerne få mulighed for at møde en øko-gris under åben forårshimmel.

Sidste år benyttede godt 12.000 danskere muligheden for at få indblik i den økologiske svineproduktion ved at tage på Sofari. Sofari holdes hver år den sidste søndag i maj.
De økologiske landmænd med grise er begyndt at glæde sig til, at kalenderen viser den 27. maj. Her åbner de nemlig deres gårde for Sofari, hvor danskerne kan få mulighed for at se de økologiske grise boltre sig på marken eller i mudderhullerne. I den nordlige del af Jylland er der åbne gårde ved både Holstebro, Herning, Thisted, Nibe og Brønderslev, og landmændene glæder sig til at vise deres gårde og grise frem til omverdenen.
Det er første gang at Thomas Berthram fra Jerslev ved Brønderslev er med.
- Jeg inviterer danskerne ud på mine marker, fordi det er vigtigt at vi får vist, hvad det vil sige at have økologiske grise. Jeg håber, at der kommer en masse glade mennesker som får en god oplevelse og bliver lidt klogere, siger han.
Erik Nielsen i Sunds ved Herning er Sofari-vært for femte år i træk.
- At vise vores produktion frem er en ekstra glæde ved det, som vi laver. Det er en fornøjelse at få lov til at vise frem, siger Erik Nielsen.
Flere grise lever økologisk
Sidste år besøgte mere end 12.000 danskere de økologiske grise til Sofari. Det er ikke blot arrangementer som Sofari, der oplever øget interesse. Salget af økologisk kød har været opadgående længe, og det betyder, at mængden af grise, der lever økologisk, vokser.
Den seneste statistik over økologiske jordbrugsbedrifter fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at antallet af økologiske søer er øget med 2.450 årssøer fra 2016 til 2017, og antallet af slagtegrise steg med 30.097. Det glæder Randi Vinfeldt, der er økologisk griseproducent og medkoordinator af Sofari.
- Vi glæder os over, at flere og flere grise lever under økologiske forhold – hvor de blandt andet har mulighed for at boltre sig på marken og mærke den friske luft. Derfor er det også rigtig glædeligt, at danskernes interesse for at købe økologi stiger. Det er den interesse, vi gerne vil skubbe yderligere til med et arrangement som Sofari, hvor danskerne med egne øjne kan se, hvilken forskel de gør for dyrene, når de vælger økologi.
Sofari arrangeres af foreningen FØKS, Fremme af Økologisk Kvalitets Svinekød i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Friland, Organic Pork og Tican.
Du kan læse mere på www.sofari.dk, hvor du også kan se, hvilke andre gårde i landet, der holder åbent til Sofari. Du kan også følge på med Facebook.