Fjordland godt på vej

Også ved Fjordland blev regnskabsresultaterne fra 2021 præsenteret. Det var første gang fra den ny-fusionerede rådgivningsvirksomhed.

Det var den første konference i Fjordland-regi, som så dagens lys den 21. juni sidste år efter en fusion mellem Landbo Limfjord, Landbo Thy og Lemvigegnens Landboforening, som formand Leif Gravesen og direktør Henrik H. Galsgaard bød velkommen til forleden.

Fjordland dækker den vestlige del af limfjordsområdet, har 1.700 aktive medlemmer, 400 interessemedlemmer og omkring 6.000 kunder.

Direktøren lagde ikke skjul på, at den nye rådgivningsvirksomhed er kommet rigtig godt fra start.

Regnskabsresultaterne fra 2021 som blev præsenteret online, er fremkommet gennem et samarbejde med Agri Nord og Djursland Landboforening.

Generelt har mælkeproducenterne oplevet en markant fremgang i 2021. Smågriseproducenterne har haft et hårdt år med stor nedgang især for dem, der har eksporteret til udlandet. Slagtesvineproducenterne oplever det tredje gode år på stribe, mens der opleves fremgang ved planteavlerne, lød det indledningsvis fra Flemming Pedersen, som er chef for økonomi og virksomhedsledelse og en ud af 210 ansatte i Fjordland.

Konferencen havde foruden de mange regnskabstal fokus op miljøledelse, præcisionsjordbrug og ikke mindst ESG.

Læs også