Diverse-posten med indkøb af gummistøvler, kanyler, koste og andre redskaber og hjælpemidler til svinestalden har fyldt for meget i budgettet hos Frihedslund Læregård mellem Høng og Svebølle i Vestsjælland.

- Analysen med DB Tjek har vist os, at vi simpelthen lå for højt på diverse-posten, når vi sammenligner os med andre svineproducenter, så det er helt klart et sted, hvor vi skal sætte ind og sørge for at lave en handlingsplan, siger bestyrer Frank Thulsted fra Frihedslund Læregård.

De seneste seks år har Frihedslund, der ligger nær Tissø, fået udarbejdet et DB Tjek fra VKST, som de kan bruge til at styre virksomhedens økonomi efter omkostninger og ikke kun produktionsresultat.

Præcist styringsredskab

- Vi bruger DB Tjek til at have et præcist styringsredskab, så vi kan følge økonomien i vores svineproduktion. Vi kender jo de tekniske tal i produktionen, men når vi så først får sat kroner og øre på, kan vi se præcis, hvad de enkelte punkter betyder rent økonomisk, forklarer Frank Thulsted og uddyber:

- Når vi får lavet analysen og benchmarker os op mod de 10 procent bedste, kan vi bruge det til at styre efter og få gjort os bedre på de punkter, hvor der er noget at komme efter, og samtidig få bekræftet, at vi skal fortsætte den gode rutine, der hvor vi præsterer godt.

Frank Thulsted forklarer, at han for seks år siden valgte at få lavet et DB Tjek, da de var igennem en periode, hvor de var steget markant på de tekniske resultater, hvorfor de besluttede også at få fokus på økonomien for at se, om den fulgte med samme vej.

Læs meget mere i næste udgave af LandbrugØst, hvor svinerådgiver fra VKST Jakob Nielsen, forklarer, hvorfor DB Tjek er et superværktøj.

 

Finans