Direktør i Landbrug & Fødevarer Anne Arhnung stopper i sit job som direktør med omgående virkning. Det skriver TV2.dk, der henviser til en pressemeddelelse fra Anne Arhnung selv. 

Her lyder det, at opsigelsen sker på på grund af uenighed med den øverste politiske ledelse om håndteringen af sagen om sexisme i DanBred.

- Jeg har, siden denne sag kom til mit kendskab i begyndelsen af sommeren, rådgivet Landbrug & Fødevarers øverste politiske ledelse til at handle ansvarligt ud fra det kodeks for god virksomhedskultur, som jeg selv har stået i spidsen for at implementere i Landbrug og Fødevarers organisation.

- Der har på intet tidspunkt været tvivl eller inkonsistens i min ageren eller i min rådgivning om, hvordan denne sag burde have været håndteret. Desværre har et flertal i den politisk valgte ledelse – mine arbejdsgivere – ikke lyttet til mig.

- Denne situation er selvsagt ikke holdbar, og det tager jeg konsekvensen i dag, skriver Anne Arhnung i den pressemeddelelse, som hun har sendt til TV2.

Personificeret med sagen

Da Landbrug & Fødevarer gik ud at undskyldte for sin håndtering af krænkelsessagen i Danbred 30. september, lød det fra manden i spidsen af den øverste politiske ledelse i L&F, formand Søren Søndergaard

- Vi har hverken ageret ordentligt eller rettidigt som hovedejer af DanBred, siden vi blev bekendt med de første sager i sommer. Vores CEO Anne Arhnung er i væsentlig grad blevet personificeret med sagen og dens håndtering, hvilket er unfair, da håndteringen er hele ledelsens ansvar. Vi har alle lært meget af denne sag og kommer nu med flere initiativer, som vil få stor betydning, lød det fra Søren Søndergaard.