Siden Henrik Terp er begyndt at dyrke sin jord efter principperne i conservation agriculture, har han sænket sit forbrug af kvælstof til mellem 90 og 110 kilo i en vårbygmark på god lerjord. Det kan hjælpe vandmiljøet.
At dyrke jorden efter principperne i conservation agriculture kan hjælpe vandmiljøet. Det skyldes, at risikoen for tab af næringsstoffer falder, vurderer foreningen for pløjefri dyrkere, FRDK (Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark).
Når landmændene bruger dyrkningsmetoden – og det gør næsten alle pløjefri landmænd – er der for eksempel altid efterafgrøder før vårsæd. Og det øger mængden af organisk stof i jorden.
Over tid vil det betyde, at der er mindre brug for gødning. Det har formand for FRDK, Henrik Terp, i hvert fald selv oplevet på sin bedrift, der drives efter principperne i conservation agriculture.
- På en god lerjord, hvor kvoten er mellem 130 og 140 kilo N, er jeg nede på at bruge mellem 90 og 110 kilo i en vårbygmark. Og endnu mindre i kartofler, fortæller han.
Se lyset i efterafgrøder
Derfor har han i nogle tilfælde også valgt nedsat kvælstofkvote fremfor efterafgrøder, så han har haft større frihed til at placere efterafgrøderne dér, hvor han helst vil have dem.
- Reduceret jordbearbejdning er en plantefaglig schweizer-kniv. Den løser utroligt mange problemer for os, herunder afdræning, bæreevne og alle de andre positive effekter på biodiversitet, tidsbesparelse med mere, siger han.
- På en god lerjord, hvor kvoten er mellem 130 og 140 kilo N, er jeg nede på at bruge mellem 90 og 110 kilo i en vårbygmark
Henrik Terp, formand, FRDK
Suger mere næring
FRDK peger desuden på, at der i det pløjefri system er en bedre jordstruktur med en bedre afdræningsevne. Den gode jordstruktur giver planterne god mulighed for en kraftig rodudvikling.
Det ses ifølge foreningens ekspert, Annette Vibeke Vestergaard, tydeligt i en våd vækstsæson.
- Planter vokser bare bedre i en sund jord, og især under udfordrende forhold som i år, hvor der mange steder i bearbejdede jorder har været bare pletter, hvor der ingen planter har været til at samle næringsstofferne op, siger hun.
VKST-rådgivere bidrager til fjernelse af 8,7 tons kvælstof fra vandmiljøet
Der er også færre problemer med udvaskning af næringsstoffer som følge af erosion hos pløjefri landmænd.
- Erosion er en af de største negative effekter ved pløjning, som ødelægger jordens stabilitet og gør den mere udsat for at skylle væk, siger Annette Vibeke Vestergaard.