Prisfald på gødning
I denne uge kom der en tidlig julegave til de landmænd, der endnu ikke har handlet gødning.

Arkivfoto
Først på ugen faldt gødningspriserne op imod 20 kroner pr. 100 kg for visse gødningstyper, konstaterer AgroMarkets i en analyse.
- Prisfaldet omfattede dog ikke de billigste typer i markedet, så bundniveauet er uændret. Men spændet mellem bund- og topniveau blev med ugens prisnedsættelser mindre. Der kan stadig handles NS 27-4 fra 283 danske kroner, mens NPK-typerne starter omkring 400 kroner, lød det mandag morgen fra handelsrådgivningsselskabet.
AgroMarkets peger på, at prisfaldene skyldes, at urea falder i pris. Urea er den mest solgte gødning og har afgørende betydning for prisretningen på gødning.
Hvis du allerede er afdækket på 2026-gødning - som AgroMarkets har anbefalet – skal du ikke gøre noget. Og ellers bør du ifølge handelsrådgivningsselskabet afsøge markedet grundigt for prisbillige alternativer.





































