Gylleprøver er både lovkrav og fagligt grundlag
Gylleprøver er et krav, hvis du vil bruge graduering som erstatning for efterafgrøder. Samtidig giver analyserne et langt bedre overblik over, hvad du faktisk bringer ud på marken, siger planteavlsrådgiver.

Gør man brug af præcisionsjordbrugsordningen, er gylleprøver et krav for at få reduktion i efterafgrødekravet. Men der er flere gode grunde til at få analyseret gyllen, lyder det fra Velas. Arkivfoto: Kasper Stougård
Landmænd, der er med i præcisionsjordbrugsordningen, skal være særligt opmærksomme på at få udtaget gylleprøver i god tid. Det er nemlig et lovkrav, hvis man vil bruge graduering som erstatning for efterafgrøder.
Det understreger Kristian Ladegaard Jensen, planteavlsrådgiver i Velas med speciale i præcisionsjordbrug.
- Er du med i præcisionsjordbrugsordningen, er det et krav, at du skal have udtaget gylleprøver. Et af kravene for at kunne bruge graduering til erstatning for efterafgrøder er, at du får taget gylleprøver, så du ved, hvad der er i den gødning, du bringer ud, siger han.
Kør ikke i blinde
Gylleanalyserne er imidlertid ikke kun relevante af hensyn til reglerne. De giver dig også et langt bedre fagligt grundlag for at planlægge gødskningen.
- Når du har analysen, kan du få rettet din gødningsplan til og tage højde for udnyttelsesprocenten på udbringningsdagen. Du bliver mere bevidst om, hvor mange kilo kvælstof afgrøden faktisk får. Du kører ikke så meget i blinde, forklarer Kristian Ladegaard Jensen.
Indholdet i husdyrgødning kan variere betydeligt, og blandt andet overdækning af gylletanken kan have stor betydning for næringsstofindholdet.
- Hvis du har husdyrgødning, er det den mest optimale måde at sikre, at du tildeler næringsstofferne på den smarteste måde. Det kan svinge meget, hvad der reelt er i gyllen, siger han.
Derfor tøver han heller ikke med at anbefale gylleprøver til landmænd, som ikke er med i præcisionsjordbrugsordningen.
- Det er stadig en god idé, selvom du ikke er med i præcisionsjordbrugsordningen. Så ved du præcist, hvilke næringsstoffer du får kørt ud, og kan justere din plan derefter, siger Kristian Ladegaard Jensen.

- Hvis du kommer i gang nu, har du tid til at få lavet den dynamiske gødningsplan. Venter du til, at gyllen er rørt på dagen, så er der lige knap så lang tid at rykke på, siger Kristian Ladegaard Jensen fra Velas. Arkivfoto: Christian Carus
Derfor skal du i gang nu
Ifølge rådgiveren er timingen afgørende. Mange venter med at få taget prøver, til gyllen alligevel skal bringes ud. Venter du for længe, kan det dog give udfordringer.
- Hvis du kommer i gang nu, har du tid til at få lavet den dynamiske gødningsplan. Venter du til, at gyllen er rørt på dagen, så er der lige knap så lang tid at rykke på, siger Kristian Ladegaard Jensen.
Derudover er der et praktisk hensyn.
- Erfaringsmæssigt bliver der taget mange analyser i sæsonen, og på et tidspunkt kan vi ikke garantere, at du kan nå at få resultatet tilbage, inden du skal ud at køre. Hvis du kommer i gang nu, er du sikker på, at du har analysen klar, når du skal i gang, siger han.











































