Om sommeren er et hjørne af markerne ved Almegården lavet om til et blomsterhav af gul, blå og rød. Her har landmanden Anders Knudsen udtaget jord til Permanent Ekstensivering (PE) og tilsået med en biodiversitetsfremmende blomsterblanding. Det er til glæde og gavn for landmanden.

- Her er skønt, og det er en fornøjelse af høre den summen, der er, når her er stille, siger Anders Knudsen i en pressemeddelelse, Agrovi har udsendt.

Da han købte Almegården i 2024, var arealet større, end hvad han ønskede at dyrke. Derfor har han til glæde for naturen tilmeldt cirka tre hektar til tilskudsordningen Permanent Ekstensivering for et engangsbeløb. Tilskuddet, som blev udbetalt i december 2025, planlægger han at bruge på maskiner, såsæd og lignende til gården, som stiller ham godt på det nye sted.

- Det giver mening, når man som mig har en ny gård, hvor jeg ikke har brug for al jorden, siger han.

Mange bestøverblandinger indeholder eksotiske arter, og det er ikke tilladt på PE-arealerne. Derfor har Agrovi og KP-Økofrø udviklet en blanding specifikt til at understøtte biodiversiteten på PE-områder med lav naturværdi.

Mange bestøverblandinger indeholder eksotiske arter, og det er ikke tilladt på PE-arealerne. Derfor har Agrovi og KP-Økofrø udviklet en blanding specifikt til at understøtte biodiversiteten på PE-områder med lav naturværdi.

Bredtæger og edderkopper

Naturen i Danmark har efter nogles overbevisning levet i skyggen af fødevareproduktion og byplanlægning. Mange steder er der dog et bredt ønske om at vende udviklingen, og med den grønne trepart skal kvælstofudledningen mindskes, og biodiversiteten fremmes.

Som led i dette kan lodsejere vælge at indgå i en aftale om PE – en statslig ordning, som sikrer naturarealer for al fremtid ved at udtage dem permanent fra produktion. Agrovi Biodiversitet har i samarbejde med KP-Økofrø udviklet en frøblanding til understøttelse af PE-områder med ringe naturværdi, så der skabes de bedste forudsætninger for nye naturområder i det åbne land.

Anders Knudsen er økolog og har derfor udsået den økologiske version af blandingen. Hurtigt kom der bier, bredtæger og edderkopper blandt blomsterne.

- Det er så fedt. Man bliver glad i låget af at gå på marken og høre summen og se sommerfugle flagre. Det er alle pengene værd. Det er gået så hurtigt fra en kedelig kornmark til blomsterflor med masser af natur, fortæller landmanden.

Om Permanent Ekstensivering (PE)

Ordningen dækker over permanent udtagning af landbrugsjord med henblik på at fremme biodiversiteten og reducere påvirkning af klimaet

I 2026 er ordningen målrettet kulstofrige landbrugsarealer eller områder, som ifølge vandplanerne har stort kvælstofindsatsbehov

Tilsagnsperioden er 3 år, og i den forbindelse tinglyses en servitut

Al drift, som ikke fremmer biodiversiteten, kan medføre sanktioner

I 2026 er det tilladt at etablere småbiotoper – eventuelt med buske og træer – på op til 1 hektar

Tilsåning/etablering af småbiotoper er kun tilladt ved HNV-værdi <5. Det er fra 2026 til-ladt at tilså/etablere i hele tilsagnsperioden

Tilskuddet udbetales som et engangsbeløb

PE kan søges fra februar til april 2026 (samme tidsrum som fællesskemaet)

Klare krav til blandinger

På landbrugsarealer som indgår i PE er gødskning, sprøjtning, omlægning og så videre ikke tilladt. Det ønskes dog, at arealerne fra start af skal understøtte natur af høj kvalitet. Derfor er det tilladt at jordbearbejde med det formål at tilså området med hjemmehørende arter, hvis området har en HNV-værdi på under fem, og biodiversiteten derfor i forvejen er begrænset, lyder det fra Agrovi.

Såning kan ske ved at anvende høslætmateriale fra egnede donorarealer eller ved benyttelse af en frøblanding. Dette kan dog være en udfordring, da mange bestøverblandinger indeholder eksotiske arter. De er nemlig ikke tilladt til PE, og det kan medføre sanktioner at anvende dem.

Derfor har Agrovi har sammen med KP-Økofrø sammensat en frøblanding specifikt til at understøtte biodiversiteten på PE-områder med lav naturværdi. Blandingen lever op til kravene for ordningen og indeholder cirka 28 arter sammensat ud fra en række klare kriterier. Det gælder, at alle arter er hjemmehørende, mens 50 procent er græsarter, så arealet kan plejes med græssende dyr.

I blandingen er der maksimalt 25 procent hundegræs, så den ikke tager over indenfor få år. Der er ikke over 20 procent bælgplanter, såsom kløver og vikke, for at undgå at øge næringsindholdet i jorden. Agrovi understreger, at blandingen kan tilpasses både økologiske og konventionelle lodsejere.

Afhængig af rådgivning

Inden for reglerne om landbrugsstøtte er der flere muligheder for at skabe ny forbedret natur på landbrugsjord. PE er en af de mest vidtgående med tinglysning, men derudover kan der vælges en række ordninger inden for braklægning, småbiotoper, græsmarker med mere. Endelig kan der plantes træer på landbrugsarealer med op til 100 træer pr. hektar.

Anders Knudsen indgår i flere af disse ordninger, og han mener, at der er nok af paragraffer at forholde sig til.

- Det er en jungle med forskellige ordninger som nybegynder. Jeg er meget afhængig af den rådgivning, jeg får, siger han.

En anden mulighed er en overdrevsblanding, som i modsætning til PE-blandingen ikke indeholder hundegræs og generelt er velegnet til selvfornyelse på lysåbne områder, så du kan få glæde af arterne i mange år. Anders Knudsen er glad for, at han er gået i gang.

- Jeg vil absolut anbefale at starte ud med en frøblanding, da der er kæmpe forskel fra kedelig pløjemark til blomstereng. Det gode er, at den er flerårig, og jeg glæder mig til at følge med i, hvad der dukker op næste år, siger han.

HVN-værdi

En HVN-værdi (High Nature Value) er en vurdering af naturværdien af et areal, der anvender 14 parametre for at beskrive landskabsforhold og arter. HNV-kortet viser scoren for naturværdier på lysåbne arealer på en skala fra 0 til 13 point, hvor en høj score indikerer en høj naturværdi.

Kilde: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen

Planter