EU Parlamentet godkender støtte til landmænd ramt af høje gødningspriser
Ifølge en pressemeddelelse fra Europa Parlamentet får medlemslandene mulighed for at udbetale større forskud på landbrugsstøtten og yde likviditetsstøtte til landmænd, der er ramt af de stigende priser på gødning og energi.

EU vil med en midlertidig ændring af den fælles landbrugspolitik give medlemslandene mulighed for at yde ekstra støtte til landmænd, der er ramt af de stigende gødningspriser. Arkivfoto
Ifølge en pressemeddelelse fra Europa Parlamentet har parlamentet vedtaget en række tiltag, der skal hjælpe EU's landmænd med de stigende priser på gødning.
Et flertal stemte for Kommissionens forslag om at fremskynde ændringer i den fælles landbrugspolitik, så støtten kan nå frem i tide til næste dyrkningssæson. Forslaget blev vedtaget med 576 stemmer for, 62 imod og 15 hverken for eller imod.
Tiltagene giver mulighed for, at landmænd kan modtage likviditetsstøtte svarende til op til 80 procent af de ekstra udgifter til gødning. Formålet er at mindske risikoen for lavere produktion, dårligere fødevarekvalitet og stigende priser for forbrugerne.
Medlemslandene får samtidig mulighed for at hæve forskuddet på de direkte landbrugsbetalinger fra 70 procent til 75 procent. Støtten kan udbetales umiddelbart efter, at landmanden har søgt, i stedet for først efter 16. oktober, som de nuværende regler foreskriver.
Kraftigt stigende priser
-
EU Kommissionen peger på, at gødningspriserne har været meget svingende siden Ruslands invasion af Ukraine
-
Priserne steg markant igen efter krisen i Mellemøsten og lukningen af Hormuzstrædet.
-
I april 2026 lå priserne på kvælstofgødning 40 procent højere end i december 2025.
-
Ved udgangen af 2025 lå priserne mere end 60 procent over niveauet fra 2020.
16 procent af omkostningerne
Desuden får medlemslandene større fleksibilitet til at tilpasse budgetterne for de direkte betalinger næste år.
Forslaget mangler nu den formelle godkendelse i Ministerrådet og offentliggørelse i EU Tidende, før reglerne kan træde i kraft.
Europa Parlamentet peger på, at gødning udgør op til 16 procent af landmændenes produktionsomkostninger. EU importerer omkring 30 procent af den kvælstofbaserede gødning og 70 procent af den fosforbaserede gødning, mens den europæiske produktion er afhængig af naturgas. Ifølge parlamentet er priserne på både energi og gødning steget som følge af blandt andet Ruslands krig mod Ukraine og den seneste udvikling i Mellemøsten, herunder lukningen af Hormuzstrædet.


































