Godt udbytte i rødsvinglen
Det var et optimistisk høstteam, der efter årets anden høstdag kunne konstatere, at årets udbytte i rødsvingel tegnede rigtigt godt. Frøet fra de i alt 232 hektar med rødsvingel bliver indvejet over brovægt og kørt ind på tørreriet i de tidligere kostalde på Tranekær Gods’ avlsgård, Korsebølle.

Høsten af de i alt 232 hektar rødsvingel på Tranekær Gods kom godt i gang i forrige uge. Fotos: Camilla Bønløkke
Langeland er et rigtig godt sted at dyrke frøgræs. Det skyldes boniteten og ikke mindst det kystnære klima.
På Tranekær Gods har man dyrket flere frøafgrøder, men i de seneste år er det koncentreret om rødsvingel.
- Tidligere dyrkede vi en del hundegræs, men både udbytterne og priserne har svinget meget. Med rødsvingel har vi muligheden for at bekæmpe problemukrudt som for eksempel agerrævehale, så de ikke belaster de efterfølgende kornafgrøder, forklarer førstemand i marken, Rasmus Skov.

Trankær Gods var i gang med høsten af en tredje års rødsvingel mark, da LandbrugFyn hoppede med i mejetærskeren.
Højt udbytte i en 3. års mark
Bjærgningen af de i alt 232 hektar rødsvingel blev indledt tirsdag den 12. juli på arealerne omkring Tranekær Slot. Senere på ugen drog godsets to mejetærskere og de nyindkøbte New Holland-traktorer videre nordpå til godserne Charlottenlund og Nedergaard, som ligeledes ejes af Jebsen-familien, og hvor folkene på Tranekær står for markdriften.
Rasmus Skov, er piloten i den ene af de to New Holland-mejetærskere - 35 fods CR 985 rotormaskiner og han glædede sig over det udbytte, der var vejet ind efter årets første to høstdage.
- Vi kører her i tredjeårs rødsvingel af sorten Maxima med lange udløbere, og den står rigtigt godt af en tredjeårs mark at være, forklarede Rasmus Skov, da LandbrugFyn hoppede med i mejetærskeren.

Førstemand i marken, Rasmus Skov, er piloten i den ene af de to New Holland-mejetærskere - 35 fods CR 985 rotormaskiner, som der høstes med på Tranekær Gods.
Årets eksamen
Rasmus Skov lægger dermed ikke skjul på, at frøgræsset fra høstens begyndelse overraskede positivt.
- I går høstede vi en mark på 27 hektar og indvejet over brovægt gav det i gennemsnit 2.413 kg pr. hektar. Det er altså rigtig højt i tredjeårs rødsvingel, så det tegner virkelig godt indtil videre, understregede førstemanden, der vurderer, at det sandsynligvis skyldes, at der i år var en hel uge til bestøvning, hvilket har stor indflydelse på udbyttet.

Frøet indvejes over brovægt og køres ind på tørreriet i de tidligere kostalde på Tranekær Gods’ avlsgård.
På arealerne omkring Tranekær Slot er der mange lavninger, hvilket betyder, at afgrøden er tvemoden. Derfor har de på Tranekær Gods trukket den en dag med at gå i gang med høsten, for at afgrøden i lavningerne fik en dag mere at modne i. Omvendt turde de heller ikke at vendte længere, da rødsvinglen heller ikke måtte begynde at drysse.
- Sorten Maxima er god. Den er højtydende og stærk på bakketoppe, og den plejer ikke at drysse af for os, påpeger Rasmus Skov og fortsætter:
- Det er nu, at vi skal til eksamen. Det handler om at være godt forberedt, men vejret kan vi ikke styre.

Høsten af de i alt 232 hektar rødsvingel blev indledt tirsdag den 12. juli på arealerne omkring Tranekær Slot.