Landbrugsstyrelsen om alternativ til efterafgrøder: Så vintersæd senest 7. september
Man kan bruge vinterafgrøder som alternativ til målrettede efterafgrøder samt pligtige- og husdyrefterafgrøder, men kun, hvis man sår dem senest 7. september. For sen etablering er en af de fem hyppigste fejl, Landbrugsstyrelsen konstaterer, når de kontrollerer efterafgrøder.

For sen etablering af tidligt sået vintersæd som alternativ til efterafgrøder er en hyppig fejl, som Landbrugsstyrelsen konstaterer, når de kontrollerer. Arkivfoto: Kaj Lund Sørensen
Hvis man bruger tidlig såning af vintersæd som alternativ til målrettede efterafgrøder samt pligtige- og husdyrefterafgrøder, skal vintersæden være sået senest 7. september for at kunne tælle med, skriver Landbrugsstyrelsen. Vintersæd kan være vinterhvede, vinterbyg, vinterrug (inklusiv hybridrug) og triticale og skal være en renbestand af de tilladte arter.
Vintersæden skal være etableret som korn i renbestand. En blanding af korn og græs, såsom græs med korn som dæksæd, kan man derfor ikke bruge som et alternativ til eftergrøder.
Konsekvenser
Hvis man ikke når at så vintersæden senest 7. september, skal man trække arealet ud af sin ansøgning om målrettede efterafgrøder i fælleskemaet eller ens indberetning af pligtige, husdyr- eller obligatoriske målrettede efterafgrøder i gødningskvote- og efterafgrødeskemaet (GKEA). man kan trække arealer ud af ansøgningen eller indberetningerne, indtil kontrollen har meldt sin ankomst.
Landbrugsstyrelsen kontrollerer så tidligt som muligt efter fristen, og man vil typisk blive spurgt ind til sådatoen i forbindelse med kontrollen. Under normale omstændigheder spirer vintersæd frem på fem-syv dage alt efter vejrforholdene, og kontrolløren bruger en oversigt over kornets spiring og udvikling.