- Landbruget er under konstant forandring og udvikling, og hver gang vi har haft udfordringer, har vi klaret dem. Selvfølgelig er nogle af dem større end andre, men jeg er sikker på, at vi også nok skal klare denne, siger Thyge Bruun.

Siden han var 21 år, har han dyrket kartofler på sin gård mellem Billund og Grindsted. I dag er han 81, og da Kartoffeldagen 2022 blev afviklet forleden, kan han meget vel have været den mest erfarne af de cirka 300 deltagere.

Udfordringen, han taler om, er vækststandsning uden brug af Reglone. Og selv om Thyge Bruun er fortrøstningsfuld, indrømmer planteavlsrådgiverne i Sagro ved fremvisning af forsøgene ved Assing, at udfordringen ikke er nem at overkomme.

 

Fremtidens kartofler

At branchen aldrig står stille, vidner sortsforædlingen også om. Og det emne tiltrækker sig stor interesse på Kartoffeldagen, hvor en række firmaer præsenterede deres bud på fremtidens kartofler.

Et af de fremmødte firmaer er AKV, som repræsenterer hollandske Agrico i Danmark. Her er Niels Jørgen Christensen agrokonsulent, og han beskæftiger sig mest med læggekartofler. 

 - Vi viser flere sorter frem, både af spisekartofler og melkartofler. Blandt spisekartoflerne har vi forædlet os frem til sorterne Twister og Jadie, som begge udmærker sig ved at have en høj resistens over for skimmel, og vi har en ny på vej, der hedder Fenna, siger han.

Skimmelresistente sorter

Blandt melsorterne er også Fyona et stærkt bud på en populær sort. 

 - Normalt skal man måske sprøjte 12 til 14 gange mod skimmel hen over en sæson, men med denne sort kan man nøjes med måske tre til fire gange, siger Niels Jørgen Christensen. 

Overordnet set er Sagros planterådgiver Jesper Kjelde rigtig glad for de firmaer, som er dukket op for at præsentere deres sorter. 

 - Alt peger på, at vi nu og fremover skal mindske brugen af planteværn, og det kan de nye sorter være med til. De er selvfølgelig ekstra interessante for økologer, hvor resistens er alfa og omega, siger Jesper Kjelde. 

 

Planter